»Her lugter brændt, luften er fuldstændig tæt af støv, og der er ikke overblik over noget som helst«, fortæller den danske sømandspræst, Torben Poulsen, i telefonen fra New York. Han befinder sig med sin kone og datter i Den Danske Sømandskirke få hundrede meter fra det sammenstyrtede World Trade Centre. Og her har de tænkt sig at blive, for Torben Poulsen er sikker på, at der bliver brug for dem. »Med så stor en ulykke må der være danskere iblandt. Vi kan være sammen med folk og holde mindegudstjenester - være sjælesørgere«, fortæller han. Selv havde han lige fulgt sin datter til skole og gjort et par indkøb, da den første eksplosion bragede. På det tidspunkt var hans kone ude at jogge på den nærliggende Brooklyn Heights Promenade, hvorfra hun så det andet fly, da det ramte World Trade Centre, og som affødte en langt kraftigere eksplosion. »Jeg fandt min kone på promenaden, og da vi bagefter så de næste to eksplosioner på tv, ringede vi til skolen, som rådede os til at komme og hente vores datter«, siger han. Luften uigennemsigtig af røg og støv Skolen ligger tæt på et stort hospital, så selv om børnene blev sat til at se tegnefilm i auditoriet, var larmen fra ambulancerne tydelig. »Luften var fuldstændig ugennemsigtig på grund af støv og røg, og vi var nødt til at skifte tøj, da vi kom tilbage«, fortæller præsten, der på et tidspunkt overvejede, om det var sikkert at blive i kirken så tæt på centret. »Nu ser det ud til, at det værste er overstået, så vi bliver her hele dagen. Men nede på gaden er der stadig kaos, og ingen har overblik over noget som helst«, siger Torben Poulsen, der på niende år er ansat i kirken. Han har været i kontakt med de andre nordiske præster og med det danske konsulat i New York, og han regner med, at de samarbejder så snart det er muligt. Ikke hørt om danskere i nød »Jeg har endnu ikke hørt fra danskere i nød, men vores mobiltelefoner gik hurtigt ned, og vores stationære telefon er højst ustabile, så vi er svære at få fat i. Det er lidt underligt, for det eneste, der rigtig ser ud til at virke nu, er Internettet, og jeg kan se, at der er flere, der har forsøgt at ringe hertil«, siger Torben Poulsen. Han mener ikke, at der var nogen danske virksomheder, der arbejdede fra World Trade Center. »Stemningen er meget mærkelig. Det her kommer virkelig til at give nogle ar mange år endnu«, siger han. Børstede tænder da det første brag lød En anden dansker i New York, Simon Kjær Hansen, er netop flyttet til New York for at studere statskundskab. Han stod og børstede tænder, da han hørte det første brag. »Jeg tænkte ikke videre over det. Der er så mange høje lyde. Men da jeg kom ned på gaden, kunne jeg se, at folk stimlede sammen dér, hvor der var udsigt mellem husene til World Trade Center og branden, men folk troede, at et fly ved et uheld var fløjet ind i bygningen«, fortæller Simon Kjær Hansen, der bor 15 gader fra World Trade Center, og som planlagt gik videre til biblioteket. »Men pludselig hørte jeg, at folk skreg nede på gaden. Det var, da den første bygning styrtede sammen. Det, der rammer folk her, er jo, at World Trade Center er et symbol på New York. Folk kan ikke fatte det. Samtidig ved de, hvor mange mennesker, der arbejder i bygningen, eller har venner og slægtninge, der arbejder der«, siger Simon Kjær Hansen. Folk i chok »Folk var nærmest i chok i gaderne, men alle udvekslede oplysninger med hinanden og stimlede sammen, så snart nogen havde en radio - eller lånte mobiltelefoner af hinanden«, siger Simon Kjær Hansen. Han så en enorm mængde mennesker, der bevægede sig nordpå i gaderne - væk fra det finansdistriktet, kaoset og de to sammenstyrtede bygninger. Simon Kjær Hansen gik ikke tættere på. I stedet gik han ud for at lede efter sin kæreste. »Hun har det også godt. Men det er tydeligt, hvor ekstremt vigtigt det er for folk i en sådan situation, at de kan få kontakt med deres nærmeste«, siger Simon Kjær Hansen, der selv er blevet bombarderet af opkald hjemmefra. Nordea-ansat til konference i World Trade Centre En dansk medarbejder ved Nordeas New York-kontor befandt sig i World Trade Centre, da det første fly ramte det ene tårn i den nu sammenstyrtede bygning. Medarbejderen var til en økonomisk konference i World Trade Centre, og i den forbindelse var han indlogeret på et hotel på 14. etage i centret. Kort efter eksplosionen havde danskeren telefonisk kontakt til kolleger i Nordea i København, hvor han sagde, at han ville forlade bygningen. »I første omgang troede vores medarbejder, at der var tale om et jordskælv. Jernstænger i bygningen faldt ned og lysekronerne dinglede. Mens vores medarbejder havde telefonisk kontakt med kolleger her i København, ramte det andet fly World Trade Centre«, siger pressekoordinator i Nordea, Bjarne Christiansen. Personer, der opholdt sig i bygningen, blev gennet ud, og heriblandt var den danske Nordea-medarbejder, der bragte sig i sikkerhed i Brooklyn på den anden side af Manhatten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























