Teenageren Phiona Mutesi kender ikke sin egen fødselsdag, og det meste af sit liv har hun hverken kunnet læse eller skrive.
Hun er vokset op i det fattige slumkvarter Katwe i Ugandas hovedstad Kampala. Hendes far døde af aids, da hun var tre år gammel, og som barn måtte hun hver dag tigge mad til sig selv, sin mor og bror.
Men Phiona Mutesi kan en ting: Hun er god til skak.
Biografi og Disney-film
Historien, der nu er blevet til bogen 'Queen of Katwe' (Dronningen af Katwe, red.) og også snart bliver til en Disney-film, startede i 2005, da Phiona Mutesi mødte op på et værested, som missionæren Robert Katende havde startet.
Her tilbød han børn en skål gratis grød, hvis de ville lære at spille skak.
Til at begynde med var skak bare en skål grød for mig
»Jeg levede et hårdt liv, hvor jeg sov på gaden, og man kunne ikke finde noget at spise på gaden«, siger Phiona Mutesi til CNN.
Og i bogen om hendes liv fortæller hun, at »til at begynde med var skak bare en skål grød for mig«.
Det vidste sig hurtigt, at Phiona Mutesi havde mere end almindeligt talent for skak. Et »ekstraordinært talent«, som hendes træner Robert Katende siger.
Phiona Mutesi kunne godt lide at spille skak, og hun gik hver dag seks en halv kilometer hen til værestedet for at træne - og for at få en portion mad.
I løbet af et år var hun blevet så god, at hun kunne slå mange af de ældre piger og drenge, der også deltog i Robert Katendes skak-projekt.
I himlen
Siden da er hun flere gange blevet juniormester i Uganda, og hun har repræsenteret sit land ved internationale turneringer. Hun har blandt andet været i Sudan, Tyrkiet, Sibirien og USA, og ifølge biografien 'Queen of Katwe' beskrev hun efter sin første flyvetur oplevelsen for sin mor i et brev.
»Jeg troede, jeg var i himlen«.
I mellemtiden har Phiona Mutesi nemlig både lært at læse og skrive, og hun har endda lært at tale engelsk. Og nu har hun besluttet, at hun vil uddanne sig til læge - og også gerne blive skakmester.
»Skak har givet mig muligheden for at gå i skole igen. Og vist mig, at der findes et andet liv«, siger hun i biografien.



























