Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Dansk par midt i australsk storm:»Pludselig væltede der et træ«

STORM. En storm hærger den australske by Brisbane, hvor et dansk par er på ferie.
STORM. En storm hærger den australske by Brisbane, hvor et dansk par er på ferie.
Lyt til artiklen

Mens stormen raser, og vandmasser flyder i gaderne i byen Brisbane i Australien, sidder et dansk par højt over jorden i deres 8. sals hotelværelse og følger med, når de australske medier rapporter om vejr-situationen.

På jorden under dem er flere gader afspærret på grund af vandmasser, og kun få biler er at se på vejene.

»Man bliver virkelig godt informeret. Myndighederne er rigtig gode til at give konkret information«, siger Miriam Michaelsen og fortæller om hjemmesider, hvor de kan tjekke hvor og hvornår stormen rammer, og hvilke veje og områder, der er spærret på grund af vandmasser.

Sammen med sin kæreste Christian Farsø er hun på en syv ugers ferie i det stormplagede land. For få dage siden ankom de til byen Brisbane, hvor stormen netop nu er værst.

»Vi var ude at gå en tur inden stormen for alvor ramte byen, og så pludselig væltede et træ. Det blev revet op med rod og det hele«, siger Miriam Michaelsen til politiken.dk.

LÆS OGSÅ Australien ramt af voldsom regn: Folk flygter op på tagene

I hele delstaten Queensland står store områder under vand. For to år siden oplevede netop samme område voldsomme oversvømmelser, der kostede 35 personer livet. Uvejret skyldes stormen Oswald, der var en tropisk cyklon, før den ramte Australien.

Myndigheder gode til at informere
For to dage siden befandt parret sig på øen Frasier Island, hvor omkring 100 rygsækrejsende ifølge AP blev nødt til at forlade den kendte turistdestinationen på grund af uvejret.

I byen Gympie nord for Brisbane er en 27-årig mand savnet, efter at han blev revet med af strømmen, da han forsøgte at krydse et vandløb.

»I dag tog vi en tur på GOMA-museet, men pludselig blev der sagt over højtalerne, at museet lukkede på grund af stormen«, siger Miriam Michaelsen.

SE TV

Både hende og hendes kæreste er enige om, at det generelle informationsniveau er meget højt alle steder.

»Der var også en del betjente på gaden, de var lidt trætte af, at folk ikke lyttede til formaningerne om at holde sig inden døre, og i stedet tog ud for at se på bølgerne«, siger Miriam Michaelsen.

Alvorlig situation

De to danske turister kan tydeligt mærke, at myndighederne er opmærksomme på deres egen håndtering af situationen, efter at 35 mennesker mistede livet i netop samme område i den lignende storm for to år siden.

»De (myndighederne, red.) var ude i meget god tid og er meget professionelle i deres formidling. De siger sådan: 'Det her sker - i værste tilfælde'«, siger Christian Farsø.

På flere tv-kanaler har både guvernør og byens borgmester været ude og opfordre folk til at holde sig inde.

»Man ved også godt, at det er alvorligt, når både borgmester, guvernør, sikkerhedsfolk og otte andre står linet op på tv«, siger Miriam Michaelsen.

Mie Louise Raatz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her