Røverbande stjal diamanter for 280 millioner i lufthavn

Lyt til artiklen

Svært bevæbnede røvere forklædt som politimænd har gennemført et spektakulært diamantkup i Bruxelles' lufthavn, oplyser anklagemyndigheden i Bruxelles tirsdag.

Røverbanden slog til mandag aften, da diamanter fra en pengetransport blev lastet om til et schweizisk fly til Zürich.

Ifølge Anja Bijnens, der er talskvinde for anklagemyndigheden i Bruxelles, slap tyvene væk med 120 små poser med diamanter til en værdi af 50 millioner dollar (omkring 280 millioner kroner).

Professionelle røvere
Der var tidligere rapporter om, at var der stjålet værdier for helt op til to milliarder kroner.

»Her er ikke tale om et tilfældigt røveri. Det var velforberedt, og røverne var professionelle«, sagde Anja Bijnens ved en pressekonference.

Diamantkuppet blev udført af otte maskerede røvere med maskinpistoler, og omfanget af kuppet vækker stor opmærksomhed i branchen.

»Røveriet var et af de største nogensinde«, siger en talskvinde for Antwerpens World Diamond Centre.

Hun tilføjer, at diamanterne var »rå sten«, der skulle transporteres fra Antwerpen til Zürich.

Belgiens justitsminister, Annemie Turtelboom, deltog tirsdag i en pressekonference om røveriet.

Gennemført på få minutter

De belgiske myndigheder bekræfter, at et røveri har fundet sted.

I en presseerklæring har myndighederne fortalt, at røverne kørte gennem lufthavnsområdets afspærringer og barrierer og ind på startbanen. Der blev ikke affyret skud, og ingen er kommet noget til.

Røveriet blev gennemført på få minutter. Politiet fandt efter røveriet et af de køretøjer, som røverne havde anvendt. Bilen blev fundet udbrændt tæt ved lufthavnen.

Diamanter til en værdi af mere end en milliard kroner bliver hver dag transporteret ind og ud af Antwerpen, hvor over 4500 diamanthandlere er aktive. Byen har været centrum for den verdensomspændende diamanthandel i mindst 500 år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her