De 115 kardinaler, der skal vælge verdens 1,2 milliarder katolikkers nye overhoved, er klar til at gøre deres opgave. Det sker fra Det Sixtinske Kapel, hvor de skal være låst inde indtil en af dem kommer ud klædt i hvidt, med nyt navn og titlen af pave.
Processen med at vælge en ny pave foregår angiveligt i dyb meditation, så kardinalerne kan lade sig guide af Helligånden til at træffe det rigtige valg. Teknologien til valget er pen og blæk, sproget latin og stemmerne på ingen måde maskinoptalt.



























