»Det svarer til, at en flok BZ'ere stemmer om, hvorvidt de skal fortsætte deres ulovlige besættelse af et hus«.
Sådan lyder reaktionen fra den argentinske præsident Cristina Kirchner, der betegner afstemningen om Falklandsøernes tilhørsforhold til Storbritannien som »en parodi«.
Ud af de 1.517 afgivne stemmer var blot tre imod tilknytningen til moderlandet.
LÆS ARTIKEL Falklandsøerne forbliver britiske: Kun tre stemte imod
Men folkets stemme har ikke påvirket Kirchner, der ifølge britiske medier reagerede på den næsten totale opbakning til at forblive britisk ved at meddele, at: »Malvinas er Argentinas«. Malvinas er det navn, argentinerne kalder den britiske øgruppe.
Hun bedyrer, at Argentina vil fortsætte sit arbejde på at få indlemmet Falklandsøerne.
Øboer vil ikke underlægges Argentina
I hovedstaden Port Stanley håber Gavin Short fra øernes selvstyreregering, at den argentinske leder vil tage hensyn til folkets røst.
»Vi har absolut intet ønske om at blive regeret af styret i Buenos Aires. Jeg håber, at du nu vil respektere det«, erklærer han ifølge nyhedsbureauet AP.
Ambassadør fejer afstemningsresultat til side
Svaret på Shorts bøn er kommet fra den argentinske ambassadør i London, Alicia Castro, der har proklameret, at de få øboers ønsker ikke kan måle sig med de »millioner og millioner og millioner«, der ifølge hendes forklaring anerkender det argentinske krav om at overtage øerne.
Afstemningen er helt gal, mener hun: »Det er en ret, de ikke har, nemlig at bestemme vort områdes skæbne«.
LÆS OGSÅ Cameron vil bruge magt for at beholde Falklandsøerne
Premierminister David Cameron har modtaget valgresultatet fra Falklandsøerne med begejstring.
»Øboerne kunne ikke have udtrykt sig klarere. De ønsker at forblive britiske og det synspunkt burde respekteres af alle, inklusive Argentina«, meddeler han.




























