Det er muligt, at Frankrigs François Hollande troede, at den dårligste dag i hans præsidentperiode var overstået, da budgetminister Jerome Cahuzac i marts måtte forlade sin post på grund af mistanker om hvidvask af penge og skattesvindel. Cahuzac, der via sin stilling stod i spidsen for Frankrigs skattevæsen, havde igennem 20 år en hemmelig konto i Schweiz og løj om det, indtil han gik til bekendelse og gik af. Episoden skadede Hollandes omdømme, men kan ende med bare at blive et lille kapitel i en større global skandale, hvis omrids begyndte at tegne sig i går, efter hvad der ser ud til at blive pressehistoriens største lækage af dokumenter.
LÆS OGSÅ Hollandes eks-minister tiltalt for svindel: »Jeg er sønderknust af skyld«
De lækkede mail og dokumenter afdækker en del af omfanget af de 67.000 milliarder kroner, der menes at gemme sig på hemmelige konti og i off-shore-selskaber på De Britiske Jomfuøer.
Materialet, der er kommet til veje igennem International Consortium of Investigative Journalists, fylder 260 gigabytes, hvilket er 160 gange mere end WikiLeaks-dokumenterne.
Ifølge den franske avis Le Monde har en af præsidentens nærmeste medarbejdere og venner Jean-Jacques Augier haft flere interesser på Cayman-øerne i forbindelse med investering i en kæde af bogbutikker sammen med en kineser.
To millioner e-mail
En talsmand for Augier sagde i går til Le Monde, at Augier senere havde solgt sine aktier og aldrig havde tjent penge på foretagendet. Men skaden mod Hollandes regering, der havde lovet at være fri for korruption, er formentlig allerede sket.
Afsløringerne, der omfatter i alt to millioner e-mail og andre dokumenter, er blevet endevendt af en række medieorganisationer, blandt andet BBC, og Frankrig er ikke den eneste nation, der kan berede sig på afsløringer, der vil sende chokbølger gennem den politiske elite.
Allerede nu står det klart, at Georgiens ministerpræsident har offshore-interesser på De Britiske Jomfruøer, og det samme gælder Mongoliets tidligere finansminister. Aserbajdsjans præsident, Ilham Alijev, har vist sig at have forbindelse til en fremtrædende forretningsmand, der har modtaget en række indbringende kontrakter for at udføre arbejde for regeringen og til gengæld ser ud til at have oprettet selskaber i præsidentens tre døtres navn på De Britiske Jomfruøer.
Hemmelig båndoptagelse fælder fransk minister Fremtrædende forretningsfolk fra Spanien, Storbritannien, USA og Canada og efterkommere af Filippinernes omstridte præsidentpar Ferdinand og Imelda Marcos er også nævnt i dokumenterne om skattely. De Britiske Jomfruøer hører ind under Storbritannien, og afsløringerne vil nu lægge massivt pres på premierminister David Cameron for at rydde op i mulighederne for at gemme millioner i skattely og offshore-selskaber. David Cameron har tidligere bebudet, at han ønsker at bruge det kommende G8-topmøde i juni, hvor Storbritannien er vært, til at forsøge at få forhandlet en aftale om større gennemskuelighed på plads med verdens største økonomier samt tackle skattely. Afsløringerne har nu sørget for, at der er ekstra pres på at få en aftale på plads. Det vurderer Robert Barrington, der er administrerende direktør for gruppen Tranparency International, der igennem flere år har bekæmpet korruption og forsøgt at skabe opmærksomhed om den uigennemsigtige banksektor, der ifølge organisationen gør for lidt for at bekæmpe hvidvask af penge. »Afsløringerne kan komme til at give det helt afgørende skub til regeringen i Storbritannien og andre lande, fordi der nu bliver kastet lys over, hvor stort og voldsomt omfanget af det her er«, mener han. Pres på regeringer





























