USA stempler syrisk oprørsleder som terrorist

KONTROVERSIEL. Al-Nusra fronten i Syrien har tilsyneladende indledt et samarbejde med al-Qaeda.
KONTROVERSIEL. Al-Nusra fronten i Syrien har tilsyneladende indledt et samarbejde med al-Qaeda.
Lyt til artiklen

Lederen af en islamistisk oprørsgruppe i Syrien er terrorist ifølge de amerikanske myndigheder.

Al-Nusra-fronten, som grupperingen hedder, sværgede i sidste måned troskab over for terrorbevægelsen al-Qaeda, og udenrigsministeriet i Washington mener, at dens leder Mohammed al-Golani er skyldig i angreb på uskyldige civile i Syrien.

»Golani har i videoer erklæret, at hans slutmål er at styrte det syriske regime og indføre islamistisk sharialovgivning over hele landet«, hedder det i en udtalelse fra det amerikanske udenrigsministerium.

LÆS OGSÅ FN's Generalforsamling fordømmer Syriens hær

Selv om al-Nusra har ry for at være en af Syriens mest effektive guerillabevægelser, har gruppen vakt stor bekymring i flere vestlige lande.

Støtte fra norske islamister

Ifølge den norske avis VG frygter efterretningstjenesten i Norge, at norske islamister, som er rejst til Syrien for at deltage i kampen mod præsident Bashar al-Assad, har sluttet sig til Golanis mænd.

Samtidig med at de amerikanske myndigheder sætter mærkatet "global terrorist" på Golani, har de indført sanktioner mod Syriens forsvarsminister Fahed Jaseem al-Freij og tre af hans ministerkolleger.

LÆs OGSÅ Obama savner fakta om brug af kemiske våben

Desuden er der indført sanktioner mod luftfartsselskabet Syrian Arab Airlines og den private syriske tv-station Al-Dunya, som har udsendt propaganda for præsident al-Assad og hans styre.

Syrian Arab Airlines har illegalt fragtet våben og ammunition fra Iran til Syrien, mener USA.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her