Mindst otte personer har nu mistet livet under oversvømmelserne i Centraleuropa hvor især Tyskland, Tjekkiet og Østrig er hårdt ramt.
Senest er en 69-årig mand fundet druknet i en mindre by uden for Prag, beretter en talskvinde for det tjekkiske politi til tjekkiske medier.
Dødstallet ventes at stige de kommende dage, da mindst ni andre personer fortsat savnes.
De voldsomme oversvømmelser skyldes, at en front med kold og varm luft har taget ophold over Europa. Sammenstødet mellem den varme og den kolde luft har ført til kraftig regn og fået vandet i floderne til at stige voldsomt.
Det giver især problemer i byerne, hvor vandet ikke kan komme væk. I Passau nær den tyske grænse til Østrig passerede vandstanden tidligere i dag 12,5 meter, en højde, vandet ikke har haft i de seneste 500 år.
Tusindvis af beredsksbafolk udkommanderet
Alene i de ramte tyske delstater Bayern, Sachsen og Thürringen har 34.000 beredskabsfolk og 1.800 soldater været i sving med at bygge barrikader og understøtte diger med sandsække, men den megen regn synes at gøre det til en ulige kamp.
Skoler, bilfabrikker, kirker og private boliger står under vand, og der ventes mere regn i nat og de kommende dage.
LÆS OGSÅ Vandstanden begynder af falde igen - efter rekordmåling i Passau
Den tyske forbundskansler Angela Merkel har bebudet, at hun morgen vil besøge flere af de værst ramte områder i helikopter.
»Vi skal huske at sende en venlig tanke til alle dem, der kæmper for os allesammen«, sagde Angela Merkel tidligere i dag, ifølge blandt andre tyske Spiegel.
Merkel lover hjælp
Angela Merkel lovede samtidig, at forbundsregeringen vil yde økonomisk hjælp til de delstater, der er hårdest ramt af oversvømmelserne.
Også socialdemokraternes kanslerkandidat, Peer Steinbrück, lover opbakning til de mange mennesker, der er ramt.
»Når man selv har prøvet at have meterhøjt vand i kælderen et par gange, kan man kun alt for godt forstå de problemer og den nød, som folk lider«, siger Peer Steinbrück ifølge Reuters.
Også i Tjekkiet giver oversvømmelserne store problemer. Dele af Prags gamle bydel er oversvømmet, 2.700 mennesker er blevet evakueret og for første gang siden 2002 kører byens U-bahn ikke.
LÆS OGSÅ Danske turister tager oversvømmelser med ro
fortsæt med at læse




























