Efter Prag: Vandet fosser mod Tyskland

SPRINGFLOD. Vandet fra Vltava- og Labefloderne er nu på vej mod Tyskland i nord.
SPRINGFLOD. Vandet fra Vltava- og Labefloderne er nu på vej mod Tyskland i nord.
Lyt til artiklen

Byerne langs Elben i det sydøstlige Tyskland forbereder sig nu på det værste.

Vandmasserne fra de centraleuropæiske skybrud har passeret den tjekkiske hovedstad Prag og er på vej nordud, hvor blandt andet Dresden nu er i vejen for de store vandmængder.

I Sachsen-Anhalt ventes det, at vandet kan stige, mere end det gjorde i 2002 i kølvandet på tilsvarende uvejr.

LÆS OGSÅ Dansker i Prag: Flodens rasen er et tilløbsstykke

Bymidten i Meissen er oversvømmet og den nærliggende storby Dresden har lukket broerne over Elben.

En dæmning har allerede givet efter ved Winzer, oplyser myndighederne ifølge avisen Süddeutsche Zeitung.

Digebruddet har dog ikke ført til oversvømmelser af nogen bygninger, fremgår det.

Magdeburg forbereder sig
I Magdeburg oppe langs Elben venter myndighederne, at vandstanden torsdag vil nå op på 6,9 meter mod de sædvanlige 2 meter.

Byen er i færd med at lægge op mod 30.000 sandsække ud på steder, hvor flodvandet kan trænge ind over diger og dæmninger. Yderligere 22.000 sandsække er gjort klar, rapporterer Spiegels nyhedsside.

Prag har overlevet vandmasserne – indtil videre

I Sachsen-Anhalt er delstatens justitsministerium i øjeblikket plaget af oversvømmelserne: Dets datacenter ligger i et slot lige op ad Elben, så forbindelsen er afbrudt og blandt andet den elektroniske tinglysning er ude af drift. Indsatte er sat til at flytte det lokale matrikelregister i sikkerhed, meddeler delstatens justitsminister.

Langs floderne har åer og bifloder svært ved at komme af med det vand, der strømmer ud i hovedfloderne. I Ziegenrück skal der løbe 200 kubikmeter vand i sekundet gennem en sluse, hvis en oversvømmelse skal forhindres. Men den kan kun håndtere 120 kubikmeter, konstaterer tidsskriftet Focus.

Merkel besøger ramte områder

Ifølge den tyske hær er der sat i alt 4.000 soldater ind for at assistere med sandsække og evakueringer af beboere i områder, der trues af vandmasserne.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, har været på besøg i de hårdt medtagne områder i Sydtyskland, hvor blandt andre store dele af byen Passau kom under vand.

Angela Merkel har været på besøg i de hårdest ramte områder og har meddelt, at regeringen og delstaterne vil give 750 millioner kroner til den første oprydning og genopbygning af for eksempel beskadigede veje.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her