»Når vandet begynder at stige, kan man ikke gøre så meget andet end at forberede sig - og så vente på, at det falder igen«.
Det siger den danske virksomhedskonsulent Birger Husted, der bor i Prag.
Her har vandet ifølge hans oplysninger været oppe på 5,45 meters højde, men det daler ganske langsomt. Men strømmen er stærk: Normalt flyder 149 kubikmeter forbi i sekundet. For øjeblikket er det 3.200 kubikmeter pr. sekund, som passerer forbi i Vltava-flodens løb.
LÆS MERE Karlsbroen spærret: Prag forbereder sig på enorme vandmængder
Situationen følges tæt af tjekkerne.
»Det er klart, at man følger tæt med i, hvad der sker, når det er noget, som berører nationen så meget«, siger Birger Husted til politiken.dk.
Myndighederne og medierne arbejder på højtryk for at sørge for, at befolkningen får de nødvendige oplysninger om situationen. Det fungerer godt, konstaterer den danske Prag-bo.
Metro og vandforsyning er lukket
Dele af byens metrotrafik er indstillet. Vandforsyningen og afløbene er lukket for at undgå, at flodvand trænger ind gennem rørene. Og på byens vartegn, den berømte Karlsbro, sørger en gravko for at fjerne drivtømmer og andet vraggods, som er i vejen for vandgennemstrømningen under broens buer.
Imens følger byens indbyggere flodens pludselige rasen fra bredderne.
»Det er bestemt et tilløbsstykke«, siger Birger Husted. I går regnede det til ud på eftermiddagen.
»Så snart det stoppede, så man et mylder af mennesker nede langs floden. Der var pakket. Det var et fascinerende naturfænomen«, siger han.
Prag er godt beskyttet mod de høje vandstande i Vltava. Enkelte områder i byen er kommet under vand, heriblandt byens zoologiske have, mens der i forstæderne har været problemer med oversvømmelser.
Provinsby venter på springfloden
Ude i de mindre byer kan indbyggerne og de lokale myndigheder få større problemer, fordi diger og lignende ikke er så omfattende som ved Prag.
I provinsbyen Usti Nad Labem regner eksperterne med, at vandet vil nå op på 11,3 meters højde. Og lidt nord for den, i Decin nær grænsen til Tyskland, kan byen blive delt i to, når springfloden bevæger sig op ad Labe-floden, som i Tyskland løber ind i Elben.
Evakueringer i Decin
Ifølge præsten Vladimir Volrab gør bystyret i Decin med 50.000 beboere klar til at håndtere den store vandstigning.
»1.000 mennesker er blevet evakueret. Og de har slukket for el-forsyningen i dele af byen«, siger Volrab til politiken.dk.
»Lige nu er der kun én bro åben. Den bliver lukket her til eftermiddag«, tilføjer han.
2002-erfaringer huskes
Selv om vandstigningen er dramatisk, så er de lokale forberedte på, hvad der kan vente dem. Det lærte de under de store oversvømmelser i landet for 11 år siden.
»Vi havde oversvømmelser i 2002. Det var værre end det her. Så selvfølgelig er folk klar over, hvad der er på vej. Der er ingen panik«, forklarer præsten, der understreger, at vandet stiger forholdsvist langsomt.
FOTOS
I Decin er den i øjeblikket på omkring 9 meters højde. Det ventes at toppe i morgen eftermiddag, hvor vandstanden kan ende helt oppe på cirka 11 meters højde.
Det har fået nogle til at bringe familieværdier og husdyr i sikkerhed i områder, der ikke vil blive oversvømmet, ifald digerne giver efter.
Har styr på venner og familie
Samtidig søger tjekkerne ifølge Vladimir Volrab for at holde sig orienteret om, hvor venner og pårørende er henne, ligesom de følger med i fjernsynets løbende rapporter om situationen.
Imens strømmer de store vandmængder fra skybruddene over Centraleuropa med rasende fart ned ad de store floder.
De har blandt andet udløst oversvømmelser af byer i Østrig og Tyskland.
fortsæt med at læse




























