Politikere i USA: Lækagemand skal hjem til straf

LÆKAGE. Kilden til en stribe lækager om overvågning, 29-årige Edward Snowden, tager i dag hul på sin første dag som en af verdens mest eftersøgte mænd.
LÆKAGE. Kilden til en stribe lækager om overvågning, 29-årige Edward Snowden, tager i dag hul på sin første dag som en af verdens mest eftersøgte mænd.
Lyt til artiklen

Edward Snowden tager i dag hul på sin første dag som en af verdens mest eftersøgte mænd.

Den 29-årige computertekniker stod i går frem som kilden til en stribe kontroversielle lækager om USA’s overvågning af telefondata og internettet, og allerede samme dag krævede flere amerikanske politikere ham udleveret og straffet.

Ifølge de to aviser, som Edward Snowden har lækket dokumenter til, opholder han sig i Hongkong. Den britiske avis The Guardian skrev i går, at det havde foretaget et interview i Hongkong, mens Washington Post havde været i elektronisk kontakt med den angivelige lækagemand.

LÆS OGSÅ Mand bag lækager står frem

Den indflydelsesrige republikanske politiker Peter King fra New York opfordrede i går Obamas regering til at sætte alt ind på at få Edward Snowden udleveret.

»Hvis Edward Snowden rent faktisk lækkede de oplysninger, som han hævder, skal USA’s regering retsforfølge ham på enhver mulig måde og øjeblikkelig indlede proceduren for at få ham udleveret«, sagde Peter King.

Edward Snowden selv sagde i sit interview med The Guardian, at han ville søge at opnå politisk asyl i et land, der støtter ytringsfriheden. Det bliver ikke med Peter Kings gode vilje:

»USA bør gøre det klart, at intet land burde give ham asyl. Det her er en sag med alvorlige konsekvenser for amerikansk efterretningsarbejde«, sagde han til tv-stationen NBC.

Politikere: Han bør retsforfølges
En anden republikansk politiker, formanden for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, Mike Rogers, opfordrer også til at få hentet Snowden hjem til USA.

»Jeg mener bestemt, han bør retsforfølges«, sagde han til ABC.

Og den demokratiske formand for Senatets efterretningsudvalg, Dianne Feinstein, erklærede sig enig.

Penibel sag for regeringen

Ingen officielle kilder udtalte sig om spørgsmålet, efter at Edward Snowden var trådt frem. Men i lørdags oplyste den øverste chef for USA’s 16 efterretningstjenester, James Clapper, at myndigheder havde indledt en efterforskning af de aktuelle lækager.

Sagen er penibel for regeringen, fordi det for nylig er kommet frem, at flere journalister er blevet overvåget i jagten på bagmændene bag andre lækager. Samtidig erklærede præsident Barack Obama så sent som i fredags, at han hilser debatten om overvågning velkommen. Det er en bemærkning, som Edward Snowden utvivlsomt vil minde om i en eventuel retssag.

Inden det kommer så vidt, skal det vise sig, om den 29-årige lækagemand overhovedet kan bringes tilbage til USA.

Han oplyser selv til The Guardian, at hans hjem i Hawaii allerede har haft besøg af politiet, efter at han i dybeste hemmelighed rejste til Hongkong i slutningen af maj.

LÆS OGSÅ Mand bag læk af spionagedokumenter står frem

Ifølge avisen New York Times har Hongkong og USA en gensidig aftale om udlevering af mistænkte, men det er uklart, om der er en undtagelse for politiske forbrydelser – og hvordan en sådan i givet fald vil blive fortolket.

Sagen bliver kun mere speget af, at Hongkong er en del af Kina, som lige for tiden satser benhårdt på at forbedre det bilaterale forhold til USA. Så sent som i lørdags var den kinesiske præsident Xi Jinping på uformelt besøg hos præsident Obama i Californien.

Derfor kan det meget vel tænkes, at det ellers uafhængige retsvæsen i Hongkong kan komme under voldsomt pres fra Beijing.

Edward Snowden selv synes godt klar over, at hans liv fra i dag vil tage en dramatisk drejning. Allerede i sin første henvendelse til The Guardian skrev han:

»Jeg ved godt, at jeg kommer til at lide for mine handlinger«.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her