Singapores premierminister advarer befolkningen om, at byen i flere uger frem og måske længere kan være påvirket af kraftig smog, som siden sidste uge har ligget som et slør over statsbyen.
De mange skyskrabere er næsten forsvundet ud af syne og en lugt af brændt træ indhyller byen.
Forureningen stammer ifølge BBC fra ulovlige skovbrande på Sumatra i Indonesien, og det giver forureningsniveauer i en størrelsesorden, der ikke tidligere er set i den lille asiatiske stat.
SE FOTO Singapore indhyllet i kraftig smog
Repræsentanter fra miljømyndighederne fra hver af de to nationer, der er på nakken af hinanden, holder i dag et hasteindkaldt møde i indonesiens hovedstad Jakarta om problemet.
Kræver handling
Singapores minister for miljø og vandressourcer, Vivian Balakrishnan, skriver på Facebook, at han kræver omgående handling fra Indonesien.
»Intet land eller firma har ret til at forurene luften på bekostning af singaporeaneres sundhed og velbefindende«, siger han.
Indonesiens sundhedsminister, Agung Laksono, skyder dog tilbage på Singapore, som han siger »opfører sig som et barn«.
»Dette er ikke noget, som den indonesiske nation vil, men det er på grund af naturen«, siger Agung Laksono.
DOKUMENTATION Se forureningsniveau her(eksternt link)
Klokken 13 lokal tid blev forureningen i luften mål til at være 371 på det singaporeanske forureningsindeks. Når niveauet er over 200 betragtes det som »meget usundt«, og når niveauet overstiger 300 betragtes det som »farligt«.
Vil ikke tage skylden
Premierministeren opfordrer derfor især børn og ældre til at holde sig indendøre og alle til at undgå fysiske aktiviteter i det fri.
Også nabolandet Malaysia oplever høje forureningsniveauer, og det har ført til, at mere end 200 skoler i landets sydlige del er blevet lukket.
Ifølge BBC er brandene på Sumatra blevet startet for at rydde land, så det kan gøres klart til plantning. De indonesiske myndigheder mener, at udenlandske investorer i produktion af palmeolie bærer en del af ansvaret.
Firmaerne, der for nogles vedkommende hører hjemme i Singapore, afviser dog at bære en del af skylden.
Singapore har leveret satellit-billeder til Indonesien, som skal forsøge at finde ud af, hvem der bærer ansvaret. Hvis virksomheder fra Singapore har en del af ansvaret, vil de blive holdt ansvarlige, siger statens premierminister.
fortsæt med at læse




























