Seks kvinder brød klokken fire i morges gennem sikkerhedsafspærringerne ved Vesteuropas højeste bygning, ’The Shard’ i London.
Efter at være trængt ind til den næsten 310 meter høje skyskraber begyndte de seks at klatre op ad højhuset som en aktion mod Shells olieboringer i Arktis. Klatrerne regner med, at det vil tage otte timer at nå toppen.
Greenpeace frygter arktisk oliefeberImens sender Greenpeace, som klatrerne repræsenterer, direkte video fra opstigningen. Du kan også følge med her i toppen af artiklen.
De seks har valgt at klatre op ad 'The Shard', fordi den spidse byging minder om en isflage, og fordi den ligger lige ved siden af oliegiganten Shells hovedkvarter.
Med klatringen håber Greenpeace at gøre opmærksom på konsekvenserne ved olieboringer i det arktiske område.
Vil vise kunstværk
»Sagen er, at man ikke kan bore sikkert i Arktis, og et større olieudslip vil få katastrofale konsekvenser for dyr, natur og mennesker i Arktis«, siger svenske Sandra Lamborn, som er en af de seks klatrere, ifølge en pressemeddelelse fra Greenpeace.
»Den eneste grund til, at olieindustrien med Shell i spidsen overhovedet kan bore deroppe, er klimaforandringerne, der smelter isen. De udnytter altså klimaforandringerne til at bore efter mere af de fossile brændsler, som forårsagede problemerne til at starte med. Det er bindegalt. Arktis skal beskyttes, ikke udnyttes«, siger hun
Hvis klatrerne når toppen, vil de folde et kunstværk ud, der ifølge Greenpeace »viser Arktis’ unikke skønhed«.
Greenpeace ønsker, at olieboringerne i de arktiske farvande stoppet og at området omkring Nordpolen gøres til et fredet naturreservat.
fortsæt med at læse


























