De franske myndigheder bekræfter, at syv mennesker har mistet livet i en voldsom togulykke.
Derudover er adskillige sårede.
»Dødstallet udvikler sig konstant, og desværre vil det sandsynligvis stige«, siger den franske indenrigsminister, Manuel Valls, ifølge Reuters.
»På nuværende tidspunkt er syv personer døde, adskillige er sårede, og nogle af dem er alvorligt sårede«, siger han.
Ulykken skete i ved togstationen i forstaden til Paris Bretigny-Sur-Orge og har fået myndighederne til at iværksætte en 'rød alarm'-plan.
»De fleste af de mennesker, der har mindre skader, er der taget hånd om. Vi er nødt til at tømme vognene helt for at se, om der er flere ofre eller ej«, siger den lokale embedsmand Michel Pouzol ifølge Reuters.
Borgmester: Det er ren panikToget var på vej fra Paris og skulle til byen Limoges, der ligger knap 400 kilometer sydvest for Paris. Ifølge en politikilde blev toget af uvisse grunde afsporet.
»Toget ankom til stationen i høj fart. Det delte sig i to af ukendte årsager. En togdel fortsatte med at rulle, mens det andet blev ved perronen«, siger kilden.
Le Parisien skriver på sin netudgave, at flere vidner har hjulpet til i redningsarbejdet.
Ifølge Ritzau skete den værste togulykke i Frankrig i 1988, da et løbsk tog bragede ind i et holdende tog på togstationen Gare de Lyon i Paris. 56 mennesker mistede dengang livet i ulykken.
fortsæt med at læse



























