Mindst syv mennesker mistede livet, da et intercity-tog fra Gare d’Austerlitz i Paris til Limoges i det centrale Frankrig blev afsporet på stationen Brétigny-sur-Orge i den sydlige del af Paris-regionen klokken 17.15. Der var 370 passagerer om bord i toget.
»Men antallet af ofre vil sandsynligvis blive større«, sagde indenrigsminister Manuel Valls knap to timer senere, med henvisning til at redningsfolk var ved at undersøge de forulykkede vogne.
Katastrofeberedskab sat ind
Snesevis af mennesker er hårdt sårede, og katastrofeberedskabet for Paris-regionen er sat ind.
Toget delte sig i to afdelinger, og fire af vognene blev kastet ind mod perronen på stationen, mens resten af toget fortsatte.
»Vi kunne først mærke et voldsomt stød. Så begyndte vognen at svinge til den ene og den anden side. Vi blev kastet rundt mellem hinanden, og endelig lagde den sig på siden op mod perronen«, fortalte en af de forulykkede i et af de første vidneudsagn i fransk radio.
Al trafik er aflyst
Flere passagerer i hendes vogn blev ramt af glasstykker, da ruderne nærmest eksploderede, fortæller hun, mens dødsofrene ifølge oplysninger til avisen Le Parisien enten blev knust eller fik strøm, muligvis fra nedfaldne ledninger, igennem sig.
Ulykken fandt sted omkring klokken 17.15, og det er for tidligt at fastslå årsagen til katastrofen. Der kan være tale om en fejl i et sporskifte, hedder det på flere sociale medier, mens vidner taler om, at toget kom ind på stationen med stor fart.
Ulykken skabte totalt kaos på hele togtrafikken i den sydlige del af Paris-regionen. Toget kørte på de skinner, som forstadstogene på linje C bruger, og tusindvis af mennesker befandt sig på Gare d’ Austerlitz, mens statsbanerne SNCF meddelte, at al trafik ud af stationen er aflyst.
En af de mest befærdede strækninger i Europa
Ifølge parlamentsmedlemmet Nicolas Sansu, der er valgt i en af byerne nær ulykkesstedet, er denne jernbanestrækning sikker. Men det er en af de mest befærdede i hele Europa, og de lokale politikere har i flere år opfordret til forbedringer.
fortsæt med at læse



























