USA: Hobevis af statsansatte sendes hjem

STRID. Republikanerne har blokeret for budgetforhandlinger for at ramme den demokratiske præsidents sygesikringsreform. Det kan give stilhed i USA's offentlige bygninger. Her interiør fra Kongressen.
STRID. Republikanerne har blokeret for budgetforhandlinger for at ramme den demokratiske præsidents sygesikringsreform. Det kan give stilhed i USA's offentlige bygninger. Her interiør fra Kongressen.
Lyt til artiklen

Knap en million statsligt ansatte bliver blevet sendt hjem, fordi USA er gået i betalingsstandsning.

Republikanernes forsøg på at bremse præsident Barack Obamas nye sygesikringsreform kommer til at kunne mærkes for mange af de offentligt ansatte, der får deres løn fra Washington.

Listen over hjemsendte er lang. Blandt andet bliver flysikkerhedsinspektørerne nu udelukket fra deres arbejde med at kontrollere flyenes vedligeholdelse og om piloterne lever op til sikkerhedsbestemmelserne, skriver nyhedsbureauet AP.

LÆS OGSÅ Betalingsstandsning: Sådan bliver din USA-ferie ramt af budgetstriden

Den amerikanske sundhedsstyrelses center for epidemiologi, Center for Disease Control, indstiller størstedelen af sit arbejde med at følge mystiske sygdomsudbrud og registrere tilfælde af farlige, smitsomme lidelser.

Fødevarestyrelsen indstiller hovedparten af sine kontrolopgaver, men fortsætter dog kødkontrollerne.

Skattekontorer lukker
Landets skattevæsen fungerer fortsat, når det gælder indbetalingerne. Men der vil ikke ske nogen form for kontroller af skatteforhold og skattecentrene vil være lukkede for henvendelser fra offentligheden.

LÆS MERE

Kongressen gav op i nat: USA i betalingsstandsning

Der er seks mand om bord på den internationale rumstation, der styres fra NASA's kontrolcenter i Houston. Det opererer stadig, så deres sikkerhed er ikke i fare. Men mange af organisationens rumprogrammer indstilles indtil videre.

Arbejdstilsynets kontrollører er blandt de statsansatte, der er sendt hjem. De vil udelukkende besøge arbejdspladser, hvis der er tale om en reel fare for de ansatte.

Militæret er undtaget
Det amerikanske forsvar fungerer fortsat, men halvdelen af de civilt ansatte udelukkes nu fra deres arbejde som følge af betalingsstandsningen. Nogle vil blive bedt om at møde op, men vil ikke kunne få løn før betalingsstandsningen ophæves igen.

LÆS MERE

USA's militær bliver skånet under budgetkrisen

En lang række af USA's berømte museer og attraktioner lukkes. Det gælder museer og naturparker rækkende fra Alcatraz-øen ved San Francisco til Yosemite-naturparken i Californien. I Washingtons National Zoo fodres dyrene, men gæster vil ikke have adgang. Selv de kameraer, der via internettet viser den zoologiske haves to pandaer slukkes.

FCC holder fri

Telestyrelsen FCC lukker og slukker næsten også helt. Enkelte ansatte bliver tilbage, blandt andet for at overvåge, om vigtige kommunikationskanaler såsom flytrafikkens radiotrafik forstyrres.

Regeringens etiske råd indstiller stort set alle aktiviteter og tilføjer over for sine ansatte, at alle betalte orlovsordninger stilles i bero, fordi betalingsstandsningen overtrumfer medarbejdernes rettigheder.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her