For første gang i 17 år er det politiske system i USA så fastlåst, at staten til morgen må gå i betalingsstandsning.
Det betyder, at op imod en million statsansatte bliver sendt hjem uden løn. Museer, nationalparker og masser af offentlige styrelser må lukke, men alle essentielle funktioner inklusive fænglser og lufthavne vil fortsætte med at operere.
»Klokken er nu seks minutter over elleve, og der er ingen mulighed for at undgå en betalingsstandsning, og ansvaret hviler på jeres skuldre«, sagde demokraten Jim McGovern fra Massachusetts direkte henvendt til sine republikanske kolleger, da det sent i aftes stod klart, at flertallet i Repræsentanternes Hus ikke ville bøje sig.
Til det sidste havde demokraterne håbet, at den republikanske ledelse ville tage en afstemning om at forlænge den midlertidige finanslov uden at vedhæfte betingelser om at udsætte sundhedsreformen.
Republikanerne er splittet
Sådan en afstemning kunne have samlet et flertal på tværs af de to partier, men den ville også have udstillet splittelsen i det republikanske parti. I sidste ende valgte den republikanske leder John Boehner at sætte hensynet til sine mest yderligtgående partifæller højest.
I et tweet skrev den republikanske næstkommanderende i Repræsentanternes Hus, Eric Cantor:
»Huset vil i aften stemme om et forslag om at insistere på vores seneste krav og foreslå et forligsmøde med Senatet«.
Er der mening med republikanernes galskab?Den melding fik den demokratiske ledelse til at holde et pressemøde, hvor de konstaterede, at ethvert håb om kompromis inden midnat nu var ude:
»Republikanerne vælger i aften en betalingsstandsning. I stedet for at stemme om det forslag, der ligger på bordet., vil de nu indkalde til et forligsmøde med 45 minutter tilbage. Det er en opskrift på betalingsstandsning. Vi har bedt dem om at forhandle om en finanslov siden marts, men de har afvist at holde forligsmøder«, sagde demokraten Chris van Hollen og tilføjede:
»Vi forhandler gerne om en finanslov når som helst. Men lad os ikke kaste os ud i en betalingsstandsning«.
fortsæt med at læse




























