30 mænd og kvinder sidder i øjeblikket varetægtsfængslet efter en Greenpeace-aktion i ishavet nord for Rusland.
Deres fængslinger skal forlænges, kræver anklagemyndigheden, som har forelagt retten i Kalinskijdistriktet krav om forlængelse af seks af de anholdte. Yderligere ni forlængelseskrav ventes ifølge miljøoganisationen fremsat mandag.
Anklagemyndigheden vil have varetægtsfængslingerne forlænget med tre måneder ved retsmøder i begyndelsen af den kommende uge.
De 30 Greenpeaceaktivister blev pågrebet af russiske sikkerhedsstyrker i september, da de gennemførte en aktion mod en boreplatform i ishavet nord for Rusland. En af de anholdte er dansker, styrmandseleven Anne Mie Roer Jensen.
LÆS OGSÅ Danmark rådes til at holde lav profil efter russisk angreb på Greenpeace
De ville protestere mod olieudvinding i området, hvor olieudslip kan give meget alvorlige skader på den skrøbelige natur.
Sigtelse for sørøveri er frafaldet
I første omgang blev de sigtet for sørøveri, men senere blev anklagen ændret til 'hooliganisme' og falder dermed ind under en mildere paragraf, hvor strafferammen er på syv års fængsel. Sørøveri kan straffes med op til 15 års fængsel.
Efter anholdelserne blev aktivisterne anbragt i arrest i Murmansk, men de er siden flyttet til fængselsceller i Sankt Petersborg.
Opbringelsen af Greenpeace-skibet 'Artic Sunrise' har fået Holland til at indklage Rusland for Den Internationale Havretsdomstol, fordi fartøjet sejler under hollandsk flag.
LÆS MERE Domstol træffer afgørelse i Greenpeace-sag 22. november
Russerne har forsvaret deres anholdelser med, at de skete i russisk farvand. Hollænderne mener, at de skete i internationalt farvand og dermed er ulovlige.
fortsæt med at læse




























