Tyrkiet satser på at bryde dødvande i EU-forhandling

Lyt til artiklen

Kun en uge før et afgørende EU-topmøde forsøger den tyrkiske regering at redde landets optagelsesforhandlinger ved at give indrømmelser til Cypern. Efter voldsomt pres fra EU tilbyder Tyrkiet formelt at åbne nogle havne og lufthavne for græsk cypriotisk trafik og handel, men det er foreløbig uklart, hvad tyrkerne kræver til gengæld. »Jeg kan bekræfte, at vi i aftes modtog et nyt forslag fra tyrkerne«, siger Sanna Kangasharju, Europarådgiver for Finlands statsminister, der i øjeblikket er formand for EU. »Forslaget indeholder blandt andet åbning af en havn og en lufthavn, og det er umiddelbart meget positivt. Men det er for tidligt at tale om gennembrud, for vi ved endnu ikke, om Tyrkiet til gengæld kræver åbninger for de tyrkiske cyprioter på Nordcypern«, siger hun til Politiken. Suspendering truer Foreløbig har det ikke været muligt at få et klart svar på det spørgsmål fra Ankara. Efter et græsk militærkup invaderede tyrkerne i 1974 det nordlige Cypern, og lige siden har øen været delt i to samfund, der ikke anerkender hinanden. Men da den sydlige, græsk-cypriotiske del af øen blev optaget i EU som medlemsland i 2004, blev problemet så at sige importeret til Bruxelles. De græske cyprioter kræver normal adgang til Tyrkiets havne og lufthavne. Men det nægter tyrkerne, medmindre EU til gengæld normaliserer forholdet til den nordcypriotiske republik. Hidtil har regeringen i Ankara været urokkelig på trods af, at Tyrkiet juridisk set er forpligtet til at åbne havne og lufthavne som en del af landets toldunion med EU. Det fik i sidste uge kommissionen til at foreslå en delvis suspendering af de forhandlinger om optagelse af Tyrkiet, som begyndte 3. oktober sidste år. Striden deler de europæiske regeringer i flere lejre, der ønsker at straffe tyrkerne mere eller mindre hårdt. »Vi ved endnu ikke, om det nye tyrkiske udspil kan tilfredsstille de lande, der er skeptiske. Men under alle omstændigheder ser det ud til at flytte presset over på de græske cyprioter«, siger Sanna Kangasharju.

To havne og to lufthavne

Ifølge Politikens oplysninger foreslår det tyrkiske udspil en byttehandel, hvor en havn og en lufthavn i Tyrkiet kan åbnes for græsk-cypriotisk trafik til gengæld for en delvis normalisering af trafikken til det tyrkiske Nordcypern.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her