Frankrig
François Hollande vil bruge mødet til at understrege det franske krav om, at kultur samt de audiovisuelle medier ikke skal indgå i en handelsaftale mellem EU og USA.
Han har massiv støtte fra europæiske og amerikanske kunstnere.
På hjemmefronten har han brug for fremskridt omkring en skatteaftale, og så har udenrigsminister Laurent Fabius talt om nødvendigheden af at bevæbne Syriens oprørere.
USA
Barack Obama vil først og fremmest bruge G8-mødet til at lægge pres på Rusland i forhold til situationen i Syrien. Obama er under enormt pres på hjemmefronten for at gribe ind i den blodige borgerkrig.
USA’s egen rapport om brugen af kemiske våben har øget presset på Obama, men præsidenten håber, at den også kan bruges til at overbevise Rusland om, at det må indstille støtten til præsident Assad.
Canada
Stephen Harper har to sager, som han håber at fremme i samtaler med G8-lederne. Han vil forsøge at få et bilateralt møde med præsident Obama for at presse på for en godkendelse af en kontroversiel rørledning, der skal transportere olie fra tjæresand fra Canada til havne i USA.
Desuden vil han presse på for en hurtig handelsaftale med EU, inden europæerne retter al deres opmærksomhed mod USA i stedet.
Tyskland
Angela Merkel skal til valg i september, så hun har brug for at vise styrke og give de tyske vælgere gode nyheder.
Forbundskansleren er overordentligt interesseret i en frihandelsaftale med USA, og hun støtter helhjertet kampen mod skattely, som er en stor sag i Tyskland. Til gengæld er hun uenig med Cameron, Hollande og Obama i, at man skal bevæbne Syriens oprørere i deres kamp mod Assad-styret.
Rusland
Vladimir Putin er den mand i G8-klubben, der har mindst til fælles med de andre.
Præsidenten er med på aftaler i kampen mod bekæmpelse af skattely, som han vil arbejde videre med som formand for G20. Men Putin vil være på krigsstien med krav om reformer af Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdenshandelsorganisationen (WTO).
Han vil komme under hårdt pres for at droppe Ruslands støtte til Syriens Assad.
Italien
Enrico Letta er som nyudnævnt regeringschef ’ny dreng’ i klassen, og han vil holde sig i baggrunden. Italienerne er på flere områder tæt på franskmændene, men som en af verdens store eksportnationer er Italien interesseret i maksimal samhandel med USA.
Fiat-koncernen ejer Chrysler-koncernen, og Fiat-gruppen sælger stadig flere biler i USA og på det amerikanske kontinent, ligesom italiensk industri har stadig større interesser i Kina. Italien støtter en aktiv linje i Syrien.
Storbritannien
David Cameron er vært for topmødet i Nordirland, og han gør alt for at få det til at fremstå ambitiøst og betydningsfuldt. En skatteaftale kan bortvejre noget af kritikken af britiske skattely, og det vil være en sejr for premierministeren, som har hårdt brug for at demonstrere, at Storbritannien stadig er en vigtig bro mellem EU og USA.
Han vil også presse på for militær støtte til de syriske oprørere.
Japan
Ministerpræsident Shinzo Abe vil have gang i Japan og har lanceret sin økonomiske plan, der er døbt »Abenomics«. En del af den er en svækkelse af den japanske yen, og det er på den ene side godt for eksporten, men på den anden skidt for konkurrenter i andre lande.
Derfor vil Shinzo Abe møde kraftig kritik og skal overbevise lederne fra de andre G8-lande om, at Japan ikke har startet en regulær valutakrig.
fortsæt med at læse




























