Rusland udsteder ultimatum: Overgiv jer inden klokken fire i nat

uro. En ukrainsk soldat holder vagt ved porten på en militærbase i Kerch, Ukraine.
uro. En ukrainsk soldat holder vagt ved porten på en militærbase i Kerch, Ukraine.
Lyt til artiklen

Overgiv jer inden klokken fire i nat eller vi angriber.

Sådan lyder beskeden til de ukrainske styrker på Krim fra den russiske flåde.

Det oplyser en unavngiven kilde i det ukrainske forsvarsministerium til det russiske nyhedsbureau Interfax, skriver Reuters.

LÆS OGSÅ Militærekspert: Rusland er i gang med at gå planken ud

Det russiske ultimatum er ifølge Interfax udstedt af den russiske flådebases øverstkommanderende, Alexander Vitko.

Det ukrainske forsvarsministerium har ikke officielt bekræftet meldingen. Men den unavngivne kilde i ministeriet siger til Interfax:

»Hvis ikke de overgiver sig før klokken 5 i morgen tidlig (4 dansk tid, red.) vil et reelt angreb blive sat ind mod enheder og væbnede styrker på tværs af Krim«.

LÆS MERE

Ekspert: Polen og Litauen ryster i bukserne

Samtidig kører de politiske forhandlinger på højeste blus. Den russiske ministerpræsident Dimitrij Medvedev har således været i telefonisk kontakt i dag med den amerikanske vicepræsident Joe Biden for at diskutere situationen i Ukraine. Det oplyser Medvedevs talsperson, Natalya Timakova.

Medvedev »gjorde det klart, at det er nødvendigt at beskytte alle ukrainske borgeres interesser - inklusiv indbyggerne på Krim og de russiske statsborgere, der bor i Ukraine«, lyder det fra Timakova til Interfax.

Fra Det Hvide Hus lyder meldingen, at Joe Biden forsøgte at presse Rusland til at trække sine styrker tilbage til den russiske flådebase i Sevastopol. Han opfordrede desuden Rusland til at søge dialog med regeringen i den ukrainske hovedstad Kijev samt støtte, at der sendes internationale observatører til Ukraine.

Lørdag fik den russiske præsident Vladimir Putin parlamentets ja til at kunne bruge militærmagt i Ukraine. I dag meddeler formanden for det russiske underhus, Sergei Naryshkin, til den statsejede tv-station Rossiya-24, at »det i øjeblikket ikke er nødvendigt« at sende bevæbnede russiske styrker ind i Ukraine.

Nato-kritik preller af

Det russiske udenrigsministerium understreger desuden i en pressemeddelelse i dag, at Natos kritik af de russiske aktioner på Krim ikke hjælper til at stabilisere situationen i Ukraine.

Natos faste ambassadører i Bruxelles var i går samlet til et hasteindkaldt møde på grund af situationen i Ukraine. Her blev de 28 Nato-allierede enige om en fælles erlæring om krisen i Ukraine. Nato fordømmer således det russiske parlaments godkendelse af militær magt i Ukraine og »opfordrer Rusland til at trække sine styrker tilbage og til at holde sig fra interventioner i andre dele af landet«, lyder det i erklæringen.

På mandag mødes FN's Sikkerhedsråd for tredje gang til et hasteindkaldt møde om situationen i Ukraine, oplyser diplomater til Reuters. Der er angiveligt blevet indkaldt til mødet på russisk foranledning. Sikkerhedsrådet var senest samlet fredag og lørdag for at diskutere situationen på Krim-halvøen. Som forventet blev der ikke truffet nogen afgørende beslutninger.

Elisabeth Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her