Biden: Rusland er på vej ned ad en mørk sti mod isolation

Lyt til artiklen

Rapporter om bevæbnede russiske angreb på Krim får nu USA's vicepræsident Joe Biden til at skrue op for retorikken.

»Så længe Rusland fortsætter ad denne mørke sti, vil de blive mødt med stadig større politisk og økonomisk isolation«, siger han på et pressemøde i Litauens hovedstad Vilnius, hvor han er på officielt besøg.

Biden tilføjer ifølge Reuters, at USA vil svare igen på enhver aggression mod sine allierede i Nato.

Russiske og amerikanske militærøvelser
Udmeldingen kommer samme dag, som den amerikanske flåde har indledt en militærøvelse med Rumænien og Bulgarien i Sortehavet.

Øvelsen har angiveligt været planlagt i lang tid, men er alligevel med til at bidrage til uroen i regionen.

Amerikansk krigsskib begynder øvelse i Sortehavet

Et stykke væk i det nordvestlige del af Rusland, er det russiske militær også i gang med at træne. Her er både jagerfly og bombefly på vingerne.

På Krim-halvøen, der er centrum for magtspillet mellem Rusland og Vesten, har ruslandtro millitser fra morgenstunden blandt andet erobret den ukrainske flådes hovedbase.

Ud af G8

Siden oprøret brød ud i Ukraine og i går kulminerede, da det russiske parlament accepterede et flertal på Krims ønske om optagelse i den russiske føderation, har beskyldningerne fløjet fra øst mod vest og tilbage igen.

Så sent som i dag har Rusland anklaget USA og EU for ikke at respektere Ukraines uafhængighed og opfordre til et kup mod den nu væltede præsident Viktor Janukovitj.

LÆS OGSÅ Politiken på Krim: Ukrainske soldater vil forsvare sig med vandslanger

I Vesten har senest Storbritanniens premierminister, David Cameron, svaret igen ved at opfordre til nye sanktioner mod Rusland:

»Jeg synes, vi bør diskutere, om Rusland permanent skal ekskluderes af G8, hvis den russiske regering foretager sig yderligere«, siger han ifølge Reuters til det britiske parlament.

FN's generalsekretær Ban Ki-moon forsøger de kommende dage at agere mægler mellem de stridende parter.

I morgen har han møde med Ruslands præsident Vladimir Putin og udenrigsminister Sergej Lavrov i Moskva, og fredag gælder det ukrainske toppolitikere i Kijev.

Rasmus Dam Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her