Thorning: Vi må forberede os på en langstrakt krise med Rusland

BALANCEGANG. EU-sanktioner mod Rusland kan få konsekvenser for Danmark, indrømmer statsminister Helle Thorning-Schmidt.
BALANCEGANG. EU-sanktioner mod Rusland kan få konsekvenser for Danmark, indrømmer statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Lyt til artiklen

Den nuværende krise mellem Vesten og Rusland kommer til at vare lang tid endnu.

Det forudser statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der netop er ankommet til EU-topmøde i Bruxelles:

»Vi er nødt til at holde hovedet koldt og indstille os på en langstrakt krise i forholdet mellem EU og Rusland. Vi skal ikke bilde nogen ind, at løsningen er lige om hjørnet, og derfor skal vi have flere muligheder i baghånden«, siger hun til det danske pressekorps i byen.

Vil straffe russisk annektering
Thorning skal sammen med EU's øvrige stats- og regeringsledere de kommende to dage beslutte, hvordan man skal forholde sig til Ruslands fremfærd på den ukrainske halvø Krim.

I weekenden stemte et flertal på Krim for en løsrivelse fra Ukraine, og siden har det russiske parlament accepteret at optage halvøen i den russiske føderation.

Biden: Rusland er på vej ned ad en mørk sti mod isolation

Efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn i går sagde Thorning, at hun mener, EU på den baggrund bør tage et skridt op af sanktionsstigen til det såkaldte trin tre, der rammer hele det økonomiske samarbejde med Rusland.

»Jeg vil arbejde for, at man får yderligere sanktioner, og at vi forbereder de økonomiske sanktioner, der ligger i trin tre«, sagde hun.

Farligt med røde linjer
Den holdning gentager statsministeren i dag i Bruxelles, men hun ønsker dog ikke at komme ind på, hvor hendes grænse - den såkaldte røde linje - går:

Thorning vil optrappe sanktioner mod Rusland

»Jeg tror ikke, det vil være klogt på nuværende tidspunkt at sætte vores røde linjer op på den måde. Vi skal gøre os klar på mange forskellige scenarier«, siger hun og tilføjer:

»Jeg håber ikke, vi kommer ud af døren med røde linjer, men vi skal være klar til at forberede den næste bølge af sanktioner«.

Risiko for sanktioner mod Danmark

Thorning understreger, lige som udenrigsminister Martin Lidegaard (R) flere gange hidtil har gjort, at det er vigtigt, at EU fortsat har sanktionsmuligheder i baghånden, hvis konflikten med Rusland skulle eskalere yderligere:

»Ikke mange havde forudset for ganske kort tid siden, hvad der er sket i de seneste par uger. De midler, Rusland har taget i anvendelse for at sætte sig på Krim og ryste Ukraine hører en anden tidsalder til. Det strider mod international ret og den ukrainske forfatning«, siger hun.

LÆS KRONIK

»Vi ser ingen tegn på russisk forhandlingsvilje overhovedet. Det kræver, at EU gør sig klar til at handle samlet. Det kræver, at vi er forberedt på den situation. EU bevæger sig ind på et meget vanskeligt område. Tunge sanktioner indfører man ikke bare. Det kan have økonomiske sanktioner for EU-landene. Også for Danmark«.

»EU’s gradvise tilgang er den rigtige. Vi skal lægge et solidt pres på Rusland uden det udelukker, at vi kan komme tilbage til forhandlingsbordet«, tilføjer statsministeren.

Topmødet i Bruxelles løber til og med i morgen.

Tinne Hjersing Knudsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her