Denys Radenko, 28, har givet sig selv en mission.
Det er at hjælpe med at styrke den ukrainske hær, så Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke tør angribe det østlige Ukraine.
Derfor har han sammen med nogle ligesindede dannet en forening, der på Facebook samler penge ind til støtte for de ukrainske soldater.
Hvis man ikke har penge, kan man i stedet donere sokker, trøjer, jakker, og hvad man ellers kan undvære.
»Vi har allerede flere hundrede, der støtter os«, siger han.
Denys Radenko bor i industribyen Donetsk i det østlige Ukraine ca. 80 kilometer fra grænsen til Rusland. Her er situationen spændt. Hver dag samles tusindvis af etniske russere på den centrale Leninplads i byen for at demonstrere. Mange af dem ønsker, at Vladimir Putin annekterer denne del af Ukraine, ligesom han for nylig annekterede Krimhalvøen.
Men forskellen på Krim og Donetsk er, at Donetsk er langt mere splittet, fordi der i denne by også er mange indbyggere – måske endda flertallet – som ikke ønsker at blive en del af Rusland. Tværtimod opfatter de sig som ukrainere og støtter den nye regering i Kijev.
Derfor ulmer Donetsk af indre spændinger – og det af den slags, som i både den russiske og ukrainske lejr giver god grobund for svulstige nationalistiske følelser.
LÆS OGSÅ Ukraine trækker alt militær væk fra Krim
Mens de prorussiske demonstranter svinger det russiske flag på Leninpladsen, kører Denys Radenko og hans venner ud til en ukrainsk militærbase ca. 30 kilometer fra grænsen til Rusland.
Basen ligger i et fladt steppelandskab og består af telte, nogle lastbiler, et par kampvogne og måske et par hundrede soldater, hvoraf mange ikke ser ud til at være over 22 år.
Moralsk støtte
Den officielle version er, at basen blev etableret for nogle uger siden som led i en militærøvelsen ’Forårsregn’. Ifølge Nato har Putin placeret store styrker langs grænsen til Ukraine.
Reelt er der næppe tvivl om, at basen skal udgøre et modsvar til den russiske troppekoncentration.
Hvad der måske mangler i militær styrke, forsøger Denys og hans venner at kompensere for i moralsk støtte, når de ankommer i en kortege på fire-fem biler.
Det er i sig selv noget af et syn. På hver af bilerne har de surret et stort ukrainsk flag fast på antennen, og så snart de ser basen, råber de ’Hæder til Ukraine, hæder til vore helte’ ud ad vinduerne.
Fremme ved basen begynder en af Denys Radenkos venner at spille på sækkepibe samtidig med, at Denys Radenko trykker soldaterne i hånden.
Ingen får lov til at komme ind på basen, men til gengæld kommer soldaterne med en lastbil, som bliver fyldt med ugens indsamlede og indkøbte forsyninger fra Denys Radenko og hans hold.
Den seneste levering bestod bl. a. af dunke med vand, trøjer, sokker og syltede agurker i glas og anden form for konserves – samt nogle madrasser. Denys Radenko erkender, at donationerne måske mest har symbolsk betydning.
»For os er det vigtigt, at soldaterne føler, de har vores opbakning. De kan nemt tænke, at de er glemt af alle. Derfor kommer vi for at vise, at vi er stolte af dem«, siger han.
Tæt på statsbankerot
Selv er han ikke i tvivl om, at Putin kan finde på at angribe det østlige Ukraine. Det gør ham gal, at skiftende præsidenter i Ukraine de seneste år har stukket enorme summer af statens penge i egne lommer, så Ukraines militær er blevet udsultet.
»Nu befinder Ukraine sig på randen af statsbankerot. Konsekvensen er, at det russiske militær er meget bedre udrustet«, siger han.
Soldaterne har tydeligvis svært ved at finde en grimasse, der kan passe. På den ene side er de taknemlige for den moralske støtte. På den anden side finder de det også en smule ydmygende at få foræret et glas med syltede agurker.
»Folk giver os det, de tror, vi har brug for. Det er selvfølgelig sødt af dem, men vi har, hvad vi skal bruge. Vi har ikke rigtigt behov for disse ting«, siger en soldat, der står med kasketten presset godt ned i panden og helst undgår øjenkontakt. Han vil ikke sige sit navn; kun at han er oberst i den ukrainske hær.
Samle og styrke nationen
Denys Radenko ved godt, at han med sin aktion måske i virkeligheden gør soldaterne, som han ønsker at hjælpe, forlegne. Men for ham handler det om noget større: om at manifestere, samle og styrke den ukrainske nation.
Han er imod, at russisk får lov til at figurere som officielt sprog ved siden af ukrainsk, til trods for at mange mennesker i Donetsk og det østlige Ukraine har russisk som deres modersmål. Han vender også det blinde øje til, at den nye regering i Kijev bl. a. består af medlemmer fra det højreekstremistiske parti Svoboda.
Selv var han flere gange i Kijev for at deltage i protesterne på Uafhængighedspladsen, og det gør, at han kun har ros tilovers for de højreekstremister, der deltog i kampene, selv om de blev kendt for deres brutalitet.
»Da alle andre aktivister på Uafhængighedspladsen stod uden våben, kom de og ordnede tingene«, siger Denys Radenko. Svoboda sidder bl. a. på flere af de tunge poster i den nye regering.
»Men det er ikke noget problem, for Svoboda udgør kun en lille del af vores land«, lyder Denys Radenkos forklaring. Han ser det grundlæggende som sin pligt at bære den fakkel videre, der blev tændt på Uafhængighedspladsen. Der er nok at kæmpe for – også selv om kampen nu foregår ude ved en øde beliggende militærlejr på de ukrainske stepper.
For som Denys Radenko selv siger: »Vi er nødt til at være mere proukrainske i denne del af landet, fordi ukrainsk sprog og kultur har det sværere her end mange andre steder i Ukraine«.
fortsæt med at læse
