Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Politiken i Ukraine: Aggressiviteten lurer lige under overfladen

Tilfangetaget. Dette billede af Simon Ostrovsky er taget 13. april. Han står ved siden af en prorussisk aktivist i Slavjansk. Ostovsky arbejder for Vice News.
Tilfangetaget. Dette billede af Simon Ostrovsky er taget 13. april. Han står ved siden af en prorussisk aktivist i Slavjansk. Ostovsky arbejder for Vice News.
Lyt til artiklen

To italienske journalister blev forleden taget til fange af prorussiske separatister ved en kontrolpost i det østlige Ukraine.

De er frigivet igen, men nu er også en amerikansk journalist taget til fange i byen Slavjansk, fortæller Politikens udsendte reporter Claus Blok Thomsen fra Ukraine.

Separatisterne selv bekræfter oplysningerne over for Reuters, og på Twitter skriver flere om episoden.

OSCE, organisationen der arbejder for sikkerhed og samarbejde i Europa, har på det kraftigste opfordret de endnu uidentificerede tilfangetagere til at løslade den amerikanske journalist, Simon Ostrovsky fra Vice News.

»Jeg opfordrer alle ansvarlige til at stoppe med at genere og angribe journalister og lade dem udføre deres arbejde. Simon Ostrovsky bør løslades omgående«, siger Dunja Mijatovic ifølge Kyiv Post.

Og stemningen i det østlige Ukraine er spændt, rapporterer Claus Blok Thomsen, der selv har mærket, hvordan separatisterne retter deres vrede mod vestlige journalister, som, de mener, fordrejer sandheden og videreformidler proukrainske løgne.

Russiske medier: Fem dræbt i angreb på separatister

»Aggressiviteten lurer lige under overfladen. Det er meget tydeligt. De er meget sure på vestlige journalister og beskylder os for ikke at fortælle sandheden«, siger Claus Blok Thomsen og fortsætter:

»Forleden blev jeg flere gange intimideret af en flok personer, der krævede at se, hvad det var, jeg skrev, fordi de ville kontrollere, at jeg skrev 'sandheden'«.

»De tror, vi prøver at hjælpe Obama med at komme af med Putin«

På det tidspunkt sad Claus Blok Thomsen på en café og var ved at skrive en artikel.

»De var temmelig berusede. Først prøvede jeg at tale dem ned og få dem til at gå. Men da det ikke lykkedes, begyndte jeg at hæve tonen og fik fat på de personer, jeg var sammen med, så de kunne slå ring om mig«, siger Claus Blok Thomsen.

Politiken i Slavjansk: Oprørernes højborg er omdannet til en militærlejr

»Alligevel prøvede de flere gange at komme hen og sætte sig foran mig og kigge på det, jeg skrev - samtidig med at de kiggede vredt på mig«, siger han.

»De var bare almindelige mennesker med prorussiske holdninger. Og det viser, hvordan mange i det østlige ukraine virkelig tror på det, de russisk-kontrollerede medier skriver. De tror virkelig på, at vi prøver at hjælpe Obama med at komme af med Putin«, siger han.

Mere bange for køller end maskinpistoler

Der skal ikke andet end ét forkert billede eller ét spørgsmål, separatisterne ikke bryder sig om, til, før stemningen kan skifte, fortæller Claus Blok Thomsen.

»Mange af aktivisterne er unge mænd på 18-20 år, der lige pludselig føler, at de er blevet nogle fandens karle, fordi de har fået en vigtig opgave. De går rundt og ser enormt vigtige ud, har elefanthuer på og er bevæbnet med køller«, siger han.

Kijev vil gribe hårdt ind mod prorussere i Østukraine

Flere af de ældste er udstyret med maskinpistoler. Men det er ikke dem, der bekymrer Claus Blok Thomsen mest.

»Jeg er sådan set mere nervøs for folk med køller end for dem med maskinpistoler. Der skal mindre til, at dem med køller begynder at slå, end at dem med maskinpistoler begynder at skyde. Og stemningen er sådan, at man ikke rigtig ved, hvornår det hele eksploderer«.

Claus Blok Thomsen føler dog ikke, han er i fare, fortæller han.

Og det, man som vestlig journalist oplever i det østlige Ukraine i øjeblikket, er slet ikke at sammenligne med eksempelvis Syrien, hvor han også har været udsendt til.

USA: Her er billederne, der beviser, at Rusland har tropper i Østukraine

»Man er i alarmberedskab, og man er hele tiden nødt til at tænke over, hvad man gør. Men foreløbig er det ikke værre, end at jeg føler, jeg kan navigere i det«, siger han.

Jakob Stig Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her