Hverken danske eller britiske myndigheder har tilsyneladende et korrekt billede af den fare, som tolke, der har arbejdet for britiske og danske styrker i Afghanistan, befinder sig i.
Dødstrusler er en del af dagligdagen, og de færreste tolke tør anmelde dem af frygt for at forværre situationen. Det viser en endnu ikke offentliggjort rapport lavet af den globale menneskerettighedsorganisation Avaaz, der blandt andet kæmper for at få Storbritannien til at skaffe asyl til tolkene. Gruppen har interviewet 35 tolke, hvoraf 34 fortæller, at de har været udsat for dødstrusler. Alligevel har de færreste anmeldt det.


























