Mindst en person er blevet dræbt, og tusindvis er evakueret fra deres hjem i Filippinernes hovedstad, Manila, som følge af tyfonen Rammasun, der er den hidtil mest voldsomme i Filippinerne i år.
Tyfonen gik ind over land natten til i går. Vindstød op til 250 kilometer i timen har rykket træer op, flået tage af bygninger og blæst køretøjer omkuld i den østlige del af landet. Mange veje er spærret, og i flere områder er strømforsyningen afbrudt.




























