Krigen i Helmand var en krig, vi aldrig forstod. Trods otte år i Helmand troede de danske styrker til det sidste, at deres opgave var at slå talibanerne ihjel.
Men det var overhovedet ikke det, der var brug for. Meget langt hen ad vejen var de væbnede grupper, som danskerne opfattede som en del af Taliban, nemlig ikke andet end fattige fodsoldater, lokale vagtværn og utilfredse ledere, der følte sig sat uden for indflydelse.


























