Internationalt Røde Kors har bedt regeringen i Moskva redegøre for indholdet af den nødhjælp, Rusland nu har sendt af sted mod Ukraine.
Men hjælpeorganisationen har ikke fået noget svar fra russerne.
Det oplyser Andre Loersch, der er talsmand for Røde Kors' repræsentation i Ukraine, til Politiken.
Omstridt russisk hjælpekonvoj på vej mod UkraineDet ukrainske udenrigsministerium meddelte i aftes, at præsident Porosjenko har indvilget i at sende nødhjælp til Luhansk-regionen, der er hårdt ramt af kampene mellem regeringshæren og de russisksindede militser i området.
Han understregede, at hjælpen vil være international og at den støttes af EU, USA og Rusland samt ikke mindst Internationalt Røde Kors, der skal stå for den praktiske gennemførelse af hjælpeindsatsen.
Røde Kors ikke informeret
Internationalt Røde Kors, IRCR, har holdt møder med russerne og ukrainerne for at få detaljerne på plads, inden en hjælpeindsats kan få organisationens blå stempel.
Nu har Rusland meddelt, at landet har sendt en konvoj med 280 Kamaz-lastbiler af sted fra Moskva mod det østlige Ukraine. Det sker tilsyneladende, selv om Røde Kors ikke har fået de nødvendige oplysninger, der gør, at organisationen kan lægge navn til operationen.
»Vi skulle have fået en liste over indholdet overdraget. Men vi har ikke fået den«, siger Andre Loersch fra Røde Kors-kontoret i den ukrainske hovedstad Kijev.
LÆS MERE
Røde Kors: Humanitær mission kræver enighedOmverdenen frygter, at en ensidig russisk 'nødhjælpsoperation' reelt vil være et dække for en militærindsats, der skal bringe materiel og eventuelt mandskab ind til de russisksindede militser i Østukraine.
Det har da også været et krav fra Røde Kors og Ukraines regering, at konvojen ikke ledsages af væbnede enheder.
Moskva: Børnemad og medicin
Fra russisk side erklærer udenrigsminister Sergej Lavrov, at konvojen fra Moskva sker i overensstemmelse med Røde Kors og i samarbejde med Kijev.
Udenrigsminister om russisk hjælp: »Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde«Ifølge russiske medier medbringer konvojen fra Moskva 2.000 ton nødhjælp bestående af blandt andet mad til spædbørn, medicin og el-generatorer. Indtil omverdenen får fuldt indblik i operationen anser Røde Kors den for udelukkende at være et russisk initiativ.
Konvojen ventes at være fremme ved den russisk-ukrainske grænse om to-tre dage. Turen fra Moskva indebærer ifølge Reuters en køretur på omkring 1.000 kilometer.
fortsæt med at læse




























