»Der bliver ingen nåde til de ansvarlige«.
Ecuadors præsident, Rafael Correa, blev i går befriet fra et hospital, hvor han i 12 timer blev holdt fanget af oprørske politibetjente.
Betjentene er vrede over, at der som led i regeringens spareplan bliver skåret i deres bonusudbetalinger, og Correa blev i første omgang indlagt på hospitalet for at blive behandlet for tåregasangreb.
LÆS OGSÅ Militæret befrier Ecuadors præsident
»Der var mange infiltratorer klædt som civile, og vi ved, hvor de kom fra«.
Kørt væk i høj fart
Correa siger, at han mener, at der var tale om et kupforsøg og lover, at de ansvarlige vil blive straffet.
»Der bliver ingen nåde«, sagde den 47-årige præsident, som er amerikansk uddannet økonom, til masserne fra en balkon på Carondelet-paladset efter at være blevet kørt væk i høj fart fra hospitalet.
Mindst fem soldater blev såret under den 35 minutter lange skudveksling på hospitalet - landets sikkerhedsminister melder, at mindst én blev dræbt og seks såret under sammenstød mellem Correas støtter og de oprørske betjente foran hospitalet.
Præsident eller lig
Correa sagde i sin tale tak til alle hans støtter, som tog til hospitalet »parate til at dø for at forsvare demokratiet«, og at han på hospitalet havde sværget, at han ville forlade bygningen som enten »præsident eller som lig«.
Uroen begyndte da hundredevis af politibetjente, der var vrede over nye love, lukkede lufthavne og blokerede motorveje i en landsdækkende strejke.
LÆS OGSÅ Soldater og politi protesterer i Ecuador
Samtidig opfordrede de borgerne til at lukke forretninger og skoler, mens de forsøgte at fremprovokere plyndringer.
I hovedstaden Quito blev mindst to banker røvet - og byens største avis El Universo rapporterede om angreb på supermarkeder og røverier på grund af mangel på betjente.
Regeringen svarede igen med at erklære landet i undtagelsestilstand og satte militæret ind for at opretholder ro og orden.




























