Da de nye afghanske ministre skulle præsenteres efter valget i januar var der én, der skilte sig ud:
Landbrugsministeren.
Ikke på grund af hans politiske bedrifter. Ikke på grund af et langt liv i den politiske tjeneste. Men fordi han var den eneste, der ikke har været anklaget for bestikkelse.
Fusk er normen
Hundredevis af nye diplomatiske indberetninger fra blandt andre den amerikanske ambassade i Kabul ligger tilgængelige på lækagesitet WikiLeaks, og de tegner et billede af den afghanske regering som dybt korrupt, plaget af bestikkelse og pengeafpresning.
Kort sagt en regering, hvor fusk er normen snarere end undtagelsen, og hvor ærlighed er en udbredt mangelvare.
OVERBLIK
Overblik: Se de nyeste WikiLeaks-afsløringerBlandt andet viser indberetningerne ifølge New York Times, hvordan en afghansk embedsmand hjælpsomt forklarede amerikanske diplomater de fire faser, som hans kolleger gennemgik, når de skulle hive penge ud af amerikanske udviklingsprojekter.
Karzai mangler evnen til at fatte de mest basale principper for statsdannelse
Karzai beskrives som uberegnelig og paranoid
Også præsident Hamid Karzai, som er afgørende for de vestlige planer med Afghanistan, sættes i et særdeles problematisk lys.
Jævnligt igennem de mange indberetninger bliver Karzai af frustrerede diplomater og udenlandske statsmænd beskrevet som uberegnelig, følelsesbetonet og med hang til paraniode konspirationsteorier.
I visse tilfælde anklager Karzais egne ministre ham for at deltage i kriminelle handlinger, heriblandt at give ordre om fysisk intimidering af den top-embedsmand, der står i spidsen for at lede forhandlingerne med Taleban.
Karzai: USA vil svække Afghanistan
Den nuværende ambassadør Karl Eikenberry har ifølge Wikileaks-dokumenterne jævnligt sendt beskrivelser hjem af bizarre møder med præsidenten.
Under et møde i 2009 argumenterede Karzai for, at USA havde til hensigt at »dele Pakistan og svække Afghanistan for at kunne fortsætte kampen mod terrorgrupper«.
Desuden mente han, at amerikanerne samarbejdede med Iran for at styrke Karzais hovedrival under præsidentvalget.
Fatter ikke basale principper
Eikenberry konkluderer ifølge The Guardian, at det er usandsynligt, at Karzai nogensinde vil bryde sin vane med at bebrejde USA og dets allierede for Afghanistans problemer og vil blive i stand til at indse sine egne fejl.
»Hans manglende evne til at fatte de mest basale principper for statsdannelse og hans dybe usikkerhed som leder bidrager til at enhver indrømmelse af fejl er usandsynlig«, skriver Eikenberry.
Flere personligheder
Han ser iøvrigt to personligheder i den afghanske præsident.
»Det første er et paranoidt og svagt individ, der er ubekendt med de basale regler for statsdannelse og udpræget bevidst om, at hans tid i rampelyset og hans chance for at få begejstrede bedømmelser fra det internationale samfund, er passeret«, skriver Eikenberry og fortsætter:
»Den anden er en altid arrig politiker, som ser sig selv som en nationalistisk helt, som kan redde landet fra at blive splittet af den decentraliserings-fokuserede dagsorden fra Abdullah (karzais hovedrival under 2009-valget red.)«.
Den respekterede finansminister Omar Zakhilwal fortalte ifølge indberetningerne amerikanerne, at Karzai »er en ekstremt svag mand, som ikke lytter til facts, men i stedet nemt bliver bragt ud af kurs, når nogen kom for at rapportere om selv de mest bizarre historier og planer mod ham«.
fortsæt med at læse




























