Romney ignorerede rivalernes galde: Videre til New Hampshire!

Sejr. Mitt Romneys kamp for at blive republikanernes præsidentkandidat fortsætter i New Hampshire, som afholder primærvalg på næste tirsdag.
Sejr. Mitt Romneys kamp for at blive republikanernes præsidentkandidat fortsætter i New Hampshire, som afholder primærvalg på næste tirsdag.
Lyt til artiklen

Håbet er lysegrønt for den nyslåede vinder af republikanernes præsidentkandidatvalg i Iowa, Mitt Romney.

Med blot otte stemmer har han vundet staten, som markerer startskuddet for republikanernes valg af konkurrent til præsident Barack Obama ved det kommende præsidentvalg.

»Videre til New Hampshire! Vi har et stykke arbejde foran os«, sagde han umiddelbart før det stod klart, at det var ham, der var løbet med sejren efter et uhyggeligt tæt løb med partiets nummer to Rick Santorum.

LÆS OGSÅ Otte stemmer afgjorde valggyser

'Et mislykket præsidentskab'
Omgivet af sin kone og familie ignorerede Romney under en efterfølgende sejrsfest ifølge AP spydigheder fra sine republikanske rivaler.

I en tale af den forhenværende formand for Repræsentanternes Hus, Newt Gringrich, som fik fjerdeflest stemmer, kaldte han Romney en »Massachusetts-moderat«, der ville være »ret god til at håndtere forfaldet, men ikke i løbet af sine år i Massachussetts har vist nogen evne til at ændre kulturen eller den politiske struktur«.

I stedet for at svare igen fokuserede Romney sine kommentarer på Obama.

ANALYSE

Analyse: Santorums nederlag er en stor sejr

Han peger på, at præsidenten i hans øjne har forkludret udenrigspolitikken, økonomien og det statslige underskud.

»Dette har været et mislykket præsidentskab«, siger han ifølge AP.

Bedre rustet end Obama
Romney mener selv, at han er den kandidat, der er bedst klædt på til at styre økonomien, og han lover at skrotte Obamas hjertebarn: Sundhedsreformen.

Romney mener, at han med sin erfaring fra den private sektor er bedre rustet til at skabe job i en nedtrykt økonomi end Obama.

»Præsidenten er måske en fin fyr, men han magter ikke opgaven«, lyder det fra præsidentkandidaten.

Samtidig forlyder det ifølge AP, at den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain i løbet af i dag vil erklære sin støtte til Romney.

Trækket ses som et forsøg på at få resten af partiet til at samle sig om den tidligere guvernør for Massachussetts.

New Hampshire bliver afgørende

Romney brugte det meste af 2011 til at nedtone, hvor godt han ville gøre det i Iowa og har kun brugt 18 dage i staten op til valget - op til 2008-valget brugte han over 100 dage i Iowa. Han har desuden brugt færre penge og mindre personale i staten.

Resultatet betyder, at Romneys præstation i New Hampshire, som afholder landets første primærvalg på næste tirsdag, er afgørende. Hans valghold har i længere tid holdt fast i, at han er nødt til at klare sig godt i nordøstlige stat, for at vinde den republikanske nominering.

Og det ser da også godt ud for Romney i New Hampshire - i månedsvis har han holdt omkring 40 procent af stemmerne, langt fra sine nærmeste konkurrenter.

FACEBOOK

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her