Beboer under politiaktion: 'Ingen troede, at det kunne ske her'

GERNINGSSTED. Politi og journalister ved afspærringen ud for den omringede ejendom.
GERNINGSSTED. Politi og journalister ved afspærringen ud for den omringede ejendom.
Lyt til artiklen

Cote Pavee er et velstående og stilfærdigt kvarter i Toulouse.

Måske var det derfor, at den formodede gerningsmand har gemt sig i området, mener en lokal beboer, der er rystet over de voldsomme begivenheder i bydelen, hvor en formodet terrorist har forskanset sig i en lejlighed.

Manden menes at stå bag drab på tre militærfolk i byen Montauban, samt tre børn og en rabbiner mandag på den jødiske skole Ozar Hatorah i Toulouse.

»Det er chokerende, for det er et stille område med få mennesker fra Nordafrika. Men der ligger et socialt boligbyggeri, så alt kan ske«, siger en 69-årig beboer, der er født i området, til politiken.dk.

LÆS OGSÅ Gerningsmand skød alle sine ofre i hovedet

Pierre - der ikke ønsker at oplyse sit efternavn - tror, at manden har valgt at skjule sig i Cote Pavee, netop fordi det er et rigt område.

»Ingen vil kunne tro at det kunne ske her«, lyder hans begrundelse for vurderingen over for politiken.dk.

Nabo forfærdet over drabsmands skjulested
Politiet har lagt en tæt ring af betjente omkring den etageejendom, hvor den mand, der er mistænkt for tre skudangreb, der har kostet syv mennesker livet - heriblandt tre små børn ved en jødisk skole i byen.

En anden beboer fra Cote Pavee er også ganske chokeret over drabene og den omstændighed, at den formodede gerningsmand har gemt sig i nabolaget. Agnes Regard bor blot 150 meter fra den ejendom, hvor den mistænkte har forskanset sig.¨

23-årig har forskanset sig under dramatisk politiaktion i Toulouse

Hendes 16-årige datter nægtede at gå i skole.

»Hun var overvældet og chokeret, da hun hørte, at han var blevet indkredset ganske tæt på, hvor vi bor«, siger hun til politiken.dk.

En kvinde, der er på vej til sit arbejde, reagerer med stor vrede, da hun får at vide, at kvarteret er afspærret, fordi politiet mener at have omringet den formodede gerningsmand til de seneste dages terrordrab i byen.

»Hvorfor skød de ham ikke bare? Hvorfor prøver de at anholde ham? Han skulle bare skydes«, udbryder hun spontant. Hun vil ikke have sit navn frem.

Tilsyneladende er den mistænkte ukendt for de lokale.

Bange beboere

Angrebene har skabt en stemning af ængstelse og agtpågivenhed i byen. Markederne har haft færre kunder, fordi beboere har været bange for at gå udenfor.

Og alle spørger udenlandske besøgende, om de er pressefolk. Det er med god grund: Et meget stort antal medier fra hele verden har sendt journalister til den sydfranske by for at følge dramaet.

FACEBOOK

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her