Der er stor sandsynlighed for, at massemorderen Anders Behring Breivik er psykotisk i retten i dag.
Det mener retspsykiateren Torgeir Husby, som i dag sammen med sin makker Synne Sørheim, har indtaget vidneskranken i den specialbyggede retssal 250 i Oslo Tingrett.
På spørgsmålet om Husby mener, at Breivik ikke bare var psykotisk under angrebene 22. juli i fjor, men også er det i dag, svarer han:
»Det kan vi ikke svare på med sikkerhed. Men jeg tror, at sandsynligheden er stor. Jeg vil ikke fjerndiagnosticere«.
Rasede mod kritikere i går
Netop fjerndiagnosticering rasede Husby over, da han i går sammen med Sørheim gennemgik deres rapport, der konkluderede, at Breivik var paranoid skizofren under angrebene og dermed ikke kan straffes med en normal fængselsdom.
»Nogle tror åbenbart, at deres diagnostiske evne helt overflødiggør behovet for samtaler med den, som undersøges. I denne sag er det vigtigere end nogensinde«, sagde Torgeir Husby i går i sin kritik af alle de selvudnævnte eksperter, der igennem retssagen har udtalt sig om Breiviks mentale helbred.
Omstridte psykiatere langer ud efter Breivik-'eksperter'Husby og Sørheim udarbejdede deres rapport blandt andet udfra afhøringen af Breivik umiddelbart efter anholdelsen på Utøya. Afhøringen varede i syv timer, før han blev fragtet ind til Oslo.
I dag er jeg det største monster siden Quisling, og det er ligesom ok
»I dag er jeg det største monster siden Quisling, og det er ligesom ok«, sagde han efter at have slået 77 mennesker ihjel.
Noget er galt
Torgeir Husby siger i dag i retten, at det er ærgerligt, at Breivik ikke får mere taletid, end han gør - de mener, at man kan se, at der er noget galt med Breivik, »så snart han åbner munden«.
»Så er det helt tydeligt. Den uge med enetale (uge to under retssagen red.) var ikke så nyttig, fordi vi ikke fik mulighed for at stille spørgsmål. Det at gå til ham og få ham til at forsøge at uddybe, det som ikke stemmer. Det havde været godt«, siger Husby.
Breiviks mor i retten: Den var helt galDe to psykiatere tolker de ting, Breivik har sagt bogstaveligt. Breivik selv siger, at han sagde bemærkelsesværdige ting umiddelbart efter angrebet for at få opmærksomhed fra andre højreradikale og for at fremstå som en person med stor selvtillid.
Breiviks forsvarer Geir Lippestad har i dag forsøgt at bore i, at Sørheim og Husby mener, at kernen i Breiviks vrangforestillinger er, at han skal redde sit folk, og at han kæmper mod det onde.
Under forløbet smiler Breivik og ryster på hovedet, når retspsykiateren igen opremser, at han har sagt, at han vil blive konge og være en ledestjerne.
Procedurer i næste uge
Retten er blevet en dag forsinket, og de to retspsykiatere Agnar Aspaas og Terje Tørrissen, som erklærer Breivik tilregnelig, skulle efter planen have indledt deres redegørelse i dag. De to skal i stedet afgive forklaring mandag og tirsdag.
Onsdag er der bevisførelse fra bistandsadvokaterne og torsdag og fredag er det tid til procedurer.
Dommen falder enten 20. juli eller 24. august.
fortsæt med at læse




























