Obama: Romney er låst i ekstreme holdninger

USA's præsident Barack Obama deler ørefigner ud til sin konkurrent Mitt Romney i interview.
USA's præsident Barack Obama deler ørefigner ud til sin konkurrent Mitt Romney i interview.
Lyt til artiklen

USA's præsident langer i et interview med AP ud efter sin rival, republikaneren Mitt Romney.

Obama siger, at Romney har låst sig selv fast på det Obama kalder »ekstreme holdninger«, når det gælder økonomi og sociale emner.

Og ikke nok med det. Præsidenten føler sig også overbevist om, at Romney vil gennemføre dem, hvis han bliver valgt.

LÆS ARTIKEL Demokraterne elsker debatten om voldtægt

»Jeg kan ikke udtale mig om guvernør Romneys motivationer. Det, jeg kan sige, er, at han har stillet sig på holdninger, ekstreme holdninger, som er meget lig de holdninger, som et antal republikanere i Repræsentanternes Hus har indtaget«, siger Obama til AP.

»Og ligegyldigt om han faktisk tror på dem eller ej, er jeg ikke i tvivl om, at han vil gennemføre nogle af de ting, han har talt om«, fortsætter han.

Obama: Romney vil ikke stå i vejen for abort-stramning
Obama peger blandt andet på Romneys skattepolitik, som ifølge præsidenten vil komme de rige til gode på bekostning af alle andre og koste landet fem billioner - en million millioner - dollar.

Han berørte også det, for republikanerne så følsomme emne, abort, som pludselig i denne uge blev revet ind i valgkampen, da den republikanske kandidat til senatet for Missouri, Todd Akin, sagde, at kvindekroppen kan »lukke ned«, hvis en kvinde bliver udsat for en »rigtig voldtægt«.

Obama: Akin er gået glip af biologitimerne

Obama siger i AP-interviewet, at han ikke mener, at Romney vil stille sig i vejen, hvis kongressen giver ham et lovforslag, som fratager kvinder kontrollen over deres reproduktive helbred.

Romney har dog slået fast, at han ikke er imod abort ved voldtægt eller incest eller hvis det kan redde morens liv.

Mangler seriøse idéer

Obama mener, at Romney mangler seriøse idéer, nægter at erkende det ansvar, der følger med præsidentembedet og opererer med »faktuelt uærlige« argumenter, som snart kan komme til at plage ham i direkte debatter, mener den demokratiske præsident.

Romney vil introducere sig selv for millioner af tv-seere næste torsdag, når han indleder det republikanske konvent for at acceptere sit partis præsidentielle nominering.

LÆS ARTIKEL Vicepræsidentkandidat har arbejdet mod abort til voldtægtsofre

Romney, som er forhenværende chef for en privat kapitalfond og tidligere guvernør for Massachusetts, forsøger at tegne et billede af sig selv som et forretningsorienteret alternativ til Obama og har talt til vælgernes bekymringer om arbejdsløshed og hvilken retning, USA er på vej i.

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her