Med sine tossede udtalelser om, at kvinder selv kan vælge, om de bliver gravide efter en voldtægt, har den ubetydelige republikanske politiker Todd Akin opnået et øjebliks berømmelse.
Han er nu under voldsomt pres for at trække sig som kandidat til Senatet i delstaten Missouri. Netop denne plads er en af dem, republikanerne håber at vriste fra demokraterne, sådan at flertallet i Senatet kan tippe til højre.
Sagen er et blandt mange eksempler på, hvordan en enkelt uovervejet sætning hurtigt kan blive hele omdrejningspunktet for den politiske debat. I sidste uge var det vicepræsident Joe Bidens bemærkning, om at republikanerne ville lægge vælgerne i lænker igen, der blev dissekeret forfra og bagfra - i denne uge er det så Akins abortbrøler.
Vi kender også fænomenet i Danmark: tænk bare på, hvordan medierne i sidste uge var fyldt med debat om en løsrevet bemærkning fra Margrethe Vestager i sagen om forkortelse af dagpengeperioden ("Sådan er det jo").
I USA er udviklingen som sædvanlig nået lidt længere - godt hjulpet på vej af et mediebillede, der via især Twitter og Facebook lynhurtigt kan skabe folkestemninger, som tv-stationerne og aviserne efterfølgende ikke kan lade ligge.
Men politikerne skubber også selv flittigt på udviklingen. I går dukkede præsident Barack Obama således helt tilfældigt op ved den daglige briefing af journalisterne i Det Hvide Hus, og det gav selvfølgelig genlyd, da selveste præsidenten langede ud efter kandidat Akin og gjorde hans kontroversielle udtalelse til et symbol for hele det republikanske parti.
For Obama kunne sagen ikke komme på et bedre tidspunkt. Republikanerne står midt i en formentlig afgørende periode, hvor Mitt Romney skal forsøge at indhente præsidentens forspring. I sidste uge præsenterede han sin vicepræsidentkandidat, Paul Ryan, i hele landet, og i næste uge holder republikanerne deres partikonvent i Tampa, Florida.
Det er helt enkelt en katastrofe for republikanerne, hvis disse dage, hvor de har allermest medieopmærksomhed, skal bruges til at diskutere abort og voldtægt - i stedet for arbejdsløsheden eller den sløje økonomi.
Men også i et større perspektiv hilser demokraterne debatten velkommen. Der er sket en overraskende udvikling i amerikansk politik, hvor det pludselig ikke længere er republikanerne, der foretrækker at tale om værdipolitik.
I 2004 førte George W. Bush ellers en valgkamp, der groft sagt fokuserede på to emner: kampen mod terror og kampen mod homoseksuelle ægteskaber. I stedet for at prøve at vinde valget på midten vandt Bush valget ved at mobilisere millioner af de mest konservative vælgere, for hvem emner som familieværdier, modstand mod abort og adgang til våben stod øverst på dagsordenen.
Efter Barack Obamas valgsejr i 2008 gentog republikanerne kunststykket ved midtvejsvalget i 2010. Med Tea Party-bevægelsen som den store motor mobiliserede det konservative parti igen de vredeste vælgere og hentede en overvældende valgsejr, der sikrede republikanerne et stort flertal i Repræsentanternes Hus.
Det er et afgørende paradoks i moderne amerikansk politik, at Det Republikanske Parti, der i den grad repræsenterer finansverdenens og industriens interesser, har haft held til at fremstå som den lille mands beskytter. Eller som forfatteren Thomas Frank har formulerer det:
»Hvis du tjener over 300.000 dollar om året ( ca. 1,8 mio.kroner), bør du af og til hæve glasset og skåle for de republikanske arbejdervælgere: Takket være deres stemmer er du ikke længere bebyrdet med ejendomsskat, besværlige fagforeninger eller tilsyn med bankerne«.
Men i 2012 er noget vendt på hovedet. For Mitt Romney bryder sig slet ikke om at føre værdikamp.Trods sine stærke mormonske tro er Romney nemlig ikke selv nogen høg i værdipolitikken - han viste sig som guvernør i Massachusetts at være temmelig pragmatisk.
Men måske mere afgørende er det, at han frygter at tabe alt for mange kvindelige vælgere. Al erfaring viser, at flere kvinder end mænd deltager i valg i USA, og derfor er det katastrofalt for Mitt Romney, at han i den seneste måling fra ABC/Washington Post halter 22 procentpoint efter Barack Obama blandt kvindelige vælgere.
For demokraterne forholder det sig omvendt: Partiet har længe benyttet republikanernes syn på abort og prævention til at anklage dem for at "føre krig mod kvinder".
Efter det legendariske ’Yes, we can’ i 2008 fører Obama i 2012 valgkamp på et nyt slogan, der kort og godt lyder: ’ Forward’.
Så kan vælgerne selv regne ud, hvilken retning modstanderen vil trække USA. Det er et motto, der indbyder til værdikamp - til et opgør mellem fremtiden og fortiden.
Todd Akin har allerede gjort Obama en stor tjeneste - og dagen i dag vil vise, om han vil gøre Romney den tjeneste at trække sig, eller om historien skal have lov at leve helt frem til det republikanske konvent i næste uge.
fortsæt med at læse
