For de af læserne, der stadig måtte have mistanker til de prorussiske rebeller efter nedskydningen af det malaysiske passagerfly MH17 over det østlige Ukraine 17. juli, kunne det russiske dagblad Komsomolskaja Pravda i sidste uge sætte tingene på plads: ’Amerikansk efterretningsvæsen: Boeing-flyet ved Donetsk blev skudt ned af et ukrainsk jagerfly’, lød overskriften.
Eneste kilde var en månedgammel artikel i den malaysiske avis New Straits Times. Den citerede den Moskva-tro canadiske tænketank Centre for Research on Globalization, der citerede den konspirationsteoretisk anlagte amerikanske internetside Consortiumnews.com, der citerede en uspecificeret kilde for at sige, at unavngivne amerikanske efterretnings-analytikere har konkluderet, at »det virker, som om ukrainske regeringsstyrker bærer skylden«.




























