Norge står med et ustabilt fjeld, der ikke vil styrte sammen

FARE. Et stort stykke af fjeldsiden på Mannen er ustabilt og ventes før eller siden at skride ned i dalen. Skreddet vil være på ca. 120.000 kubikmeter jord og klipper, forudser eksperterne.
FARE. Et stort stykke af fjeldsiden på Mannen er ustabilt og ventes før eller siden at skride ned i dalen. Skreddet vil være på ca. 120.000 kubikmeter jord og klipper, forudser eksperterne.
Lyt til artiklen

Fjeldsiden har flyttet sig. Men det ventede skred ned langs siden af det 1.294 meter høje Mannen lader vente på sig.

Beboere i nogle gårde for foden af fjeldet blev evakueret, da et stort stykke af dets side gav sig til at flytte på sig efter en periode med kraftig regn, der gjorde den ustabil. Samtidig blev en jernbanestrækning lukket.

Men Mannen står endnu. Og bevægelserne på fjeldsiden er stort set gået i stå. Hvor det en overgang flyttede sig flere centimeter i døgnet, så er bevægelsen nu nede på omtrent 2 millimeter i døgnet, oplyser beredskabsmyndighederne i Rauma Kommune.

Siden begyndelsen af oktober har den ustabile fjeldside flyttet sig 25-30 centimeter.

Norske geologer er usikre på fjeldskred: Målingerne er vanskelige at tolke

Nu overvejer nordmændene, hvad de så skal gøre for at få elimineret truslen fra den ustabile fjeldside.

Den norske vand- og energistyrelse NVE vurderer, at det ikke vil være fagligt forsvarligt at 'vandbombe' fjeldsiden, hvor enorme mængder vand kastes ned over det ustabile område i håb om, at det kan få skreddet udløst og overstået.

»Vi mener, at det er bedre at lade naturen gå sin gang«, siger afdelingsdirektør Anne Britt Leifseth fra NVE ifølge avisen VG.

Norge overvejer at bombardere skrøbeligt fjeld med vand

Dermed vil de lokale myndigheder heller ikke forsøge at fremskynde fjeldskreddet, meddeler borgmester Lars Olav Hustad fra Rauma Kommune.

Dermed er der blot ét at gøre: De lader Mannen bestemme selv.

Letter på sikkerhedsforanstaltningerne

Lige for tiden er vejret i området koldt og tørt. Men ifølge myndighederne kan en periode med mildere vejr føre til, at fjeldsiden atter øger den hastighed, hvormed den river sig løs.

Indtil da mindskes sikkerhedsforanstaltningerne nede i dalen.

  • Jernbanestrækningen genåbnes nu, men kun for godstrafik. Afspærringerne af området, skreddet vil ramme, opretholdes, men civilforsvarets bevogtning trækkes tilbage.
  • Overvågningen af det skredtruede område af fjeldsiden øges med flere instrumenter.
  • De evakuerede får ikke lov at returnere til deres hjem.

1) Målepunkterne: Sensorer har afsløret, at fjeldsiden har flyttet sig meget den seneste tid. Det tyder på, at en stor del af fjeldsiden er ved at blive ustabil og kan styrte ned mod dalbunden.

2) Skreddet vil ramme gårde og huse i den lille bebyggelse Lyngheim. Eksperterne venter, at 120.000 kubikmeter klippesten og grus kan ramme dalen i et stort eller flere mindre fjeldskred.

3) I værste fald kan skreddet forstyrre eller helt blokere for Rauma-elven og for den vigtige E136-vej på den anden side af elven. Den er hovedvejen til Ålesund.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her