Op til det grønlandske valg i næste uge har topkandidaten for landets førende parti, Sara Olsvig fra venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA), fremført ideen om en vejledende folkeafstemning, der skal afklare Grønlands holdning til minedrift med radioaktivt materiale.
Det er dog ikke sikkert, at udfaldet af vælgernes dom vil få nogen betydning. Uanset hvad et flertal af de grønlandske vælgere måtte nå frem til ved en sådan folkeafstemning, ønsker IA’s kandidat til posten som ny landsstyreformand nemlig at blokere for det største mineprojekt i Grønland.




























