Formanden for Danske Bladtegnere er med egne ord »dybt chokeret« over angrebet på det franske satiriske ugeblad Charlie Hebdo, hvor mindst 12 personer er blevet dræbt, og omkring 20 er sårede.
»Jeg er dybt chokeret. Det er under to måneder siden, at vi havde besøg af en tegner fra Charlie Hebdo på vores fagfestival. Jeg er meget optaget af det her, for det er helt forfærdeligt, hvis dette skal være reaktionen på den form for journalistik, de bedriver. Charlie Hebdo har en målsætning om at provokere, være blasfemiske og udfordre religion. Det skal der være plads til i den vestlige verden«, siger formand Lars Refn.




























