Betjente blev mødt af en byge af projektiler

AKTION. Belgisk politi ved gerningsstedet i Verviers, hvor formodede militante muslimer skød løs mod betjentene, da de skulle anholdes.
AKTION. Belgisk politi ved gerningsstedet i Verviers, hvor formodede militante muslimer skød løs mod betjentene, da de skulle anholdes.
Lyt til artiklen

Politiet i Belgien har hævet sikkerhedsniveauet kraftigt. Meget tyder på, at militante muslimer fra en af landets islamistiske grupper ville angribe betjente eller politistationer som led i en terroraktion.

Det blev afsløret af en dramatisk aktion i går, hvor to mistænkte mistede livet under ildkamp med politiet.

»Der er forbindelser mellem alle de steder, vi endevendte. Aktionen var rettet mod den samme gruppe«, oplyser en anklager til den belgiske avis L'Echo.

Myndighederne frygter nu, at andre medlemmer, der ikke er pågrebet, vælger at gennemføre terroraktioner.

LÆS MERE

Terrorekspert: Belgien er et omdrejningspunkt for ekstremisterne

Da indsatsstyrker fra det belgiske antiterror-politi ville trænge ind i en lejlighed over et bageri i østbelgiske Verviers, blev de mødt af heftig beskydning.

Betjentene var sendt til stedet for et gennemføre en af omkring en halv snes husransagninger og pågribelser af formodede militante muslimer, der netop er kommet tilbage fra krigstræning i Syrien og nu ifølge myndighederne var i færd med forberede terrorangreb mod ofre i Belgien.

Var klar til at angribe belgiere

Telefonaflytninger og anden overvågning afslørede, at angrebet kunne ske blot få timer senere. Derfor rykkede man ind i går.

»Det her viser, at vi er nødt til at være ekstremt agtpågivende«, siger antiterrorlederen Eric Van der Sijpt, der beskriver terrorcellen i Verviers som »særdeles velbevæbnede og ekstremt farlige«.

Europol slår alarm: Europa står over for den værste trussel i et årti

I Verviers returnerede betjentene beskydningen. Det kostede to mistænkte livet, mens en tredje blev anholdt.

Antiterror-operationen førte også til adskillige ransagninger i Bruxelles' indvandrertætte Molenbeekbydel og i Halle-Vilvoorde og kommer på et tidspunkt, hvor landet har Europas største andel af jihadkrigere i Syrien i forhold til befolkningen.

»Mindst 400 belgiere kæmper i Syrien, så vidt vi ved. Det er ikke så overraskende, at der er en del mistænkte i Belgien lige nu. Landet er et omdrejningspunkt. Der er mange muslimer, Belgien er centralt placeret, der er ikke så stramt et sikkerhedsapparat som i nabolandene«, siger den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp.

Aktioen i Belgien har ingen sammenhæng med sidste uges massakre i Paris, hvor yderligtgående muslimer myrdede 12 mennesker på satiretidskriftet Charlie Hebdos redaktion som hævn for nogle tegninger af Muhammed.

Jødiske skoler og andre institutioner er af sikkerhedsgrunde nødt til at holde lukket i dag.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her