Mens muslimer i flere lande i Mellemøsten og Afrika er gået på gaden for at protestere mod satirebladet Charlie Hebdos nye tegning af profeten Muhammed, så siger den franske præsident Francois Hollande som svar, at demonstranterne ikke forstår Frankrigs bånd til ytringsfriheden.
Onsdag udkom Charlie Hebdo for første gang siden terrorangrebet i sidste uge, hvor 12 personer omkom, da terrorister tvang sig adgang til satirebladets redaktionslokaler i Paris og dræbte udvalgte ansatte. Også to betjente blev dræbt under angrebet, der har kickstartet en intensiv debat om ytringsfrihed, respekt for religioner og risikoen for terror.




























