En af de fire mænd fra det nordlige Kaukasus, som er blevet anholdt som mistænkte for mordet på den russiske oppositionsleder Boris Nemtsov, ser ud til at blive en pinlig affære for præsident Vladimir Putin.
Manden, ’SD’, tilhører tilsyneladende en paramilitær styrke under Tjetjeniens præsident Ramzan Kadyrov, der er ’Putins mand’ i den urohærgede, delvis selvstyrende republik i det sydlige Rusland. Han skal også have fået en russisk æresmedalje i 2010, mens Dmitrij Medvedev var præsident og Putin formelt kun nummer to i regimet som premierminister.




























