Borgerkrigen i Syrien er vendt på hovedet i løbet af det seneste halvandet år.
Tilbage i august 2013 var USA anført af præsident Obama på nippet til at sætte gang i en militær straffeaktion mod Syriens præsident Assad, efter at et angreb med giftgas i forstæder til Damaskus havde kostet 1.300 uskyldige livet. Heriblandt snesevis af børn, der blev gasset, mens de sov, og efterfølgende lå i nattøj i lange rækker i lighuse. Assad fik skylden for det ulovlige angreb med kemiske våben, men han afviste, og på grund af Kina og Ruslands modstand, måtte Obama trække truslen om krig tilbage.




























