Selv om den officielle dagsorden klart handler om at finde fælles regionalt fodslag omkring sociale og økonomiske udfordringer, er det i virkeligheden helt andre emner, der vil fylde mest, når ledere fra hele det amerikanske kontinent i dag mødes i Panama.
For de latinamerikanske regeringer er det en stor glæde, at det Syvende Amerikanske Topmøde for første gang er fuldtalligt, fordi Cuba debuterer som inviteret. USA’s modstand mod Cubas deltagelse har ved tidligere møder og i det hele taget lagt en alvorlig dæmper på hjerteligheden mellem USA og dets naboer, der tilmed har det med at give den store nabo mod nord skylden for alle ulykker.




























