Muslingeskaller med sprængstof og cigarer, der skulle forgifte Fidel Castros indre. Der blev sågar eksperimenteret med metoder, som kunne få lederens ikoniske skæg til at falde af i forsøget på at stække Cubas overhoved.
Opfindsomheden var ganske enkelt imponerende, da den amerikanske sikkerhedstjeneste CIA i de første år af 1960’erne tog de fleste midler i brug i forsøget på at tage livet af den kommunistiske besværlighed, der summede ikke meget mere end halvanden hundrede kilometer fra landets sydlige grænse ved Florida. For han var venner med Sovjetunionen og alt for tæt på landets grænser.
Omkring 9.000 soldater marcherede ind i Cubas hovedstad Havana i 1959 og gjorde Castro til landets leder. Dermed kickstartedes også det, der skulle vise sig at blive til en dyb og vedvarende konflikt mellem USA og landets lille nabostat Cuba. En konflikt, der eskalerede på rekordtid, da Cubas nye regime begyndte at nationalisere store landområder og ejendomme, herunder amerikanske virksomheder, og USA som modsvar lukkede alle diplomatiske forbindelser til Cuba.
Her kommer CIA’s fantasifulde planer ind i billedet. Den amerikanske efterretningstjeneste lagde nemlig hemmelige planer om at ramme Fidel Castro, der svarede igen ved at give Sovjetunionen tilladelse til at placere atommissiler på øen. Bum! Cuba stod midt i verdens nok hidtil største atomkrise i oktober 1962, hvor verdenssamfundet holdt vejret i 13 lange og skrækkelige dage, indtil stormagterne kunne blive enige om at lægge låg på konflikten.
