Egentlig skulle de tunge våben efterhånden pakkes væk i det østlige Ukraine, hvor en våbenhvile har standset kampene mellem russiskstøttede militser og det ukrainske forsvar.
Men ifølge Nato går det den anden vej: Russerne sender store mængder tunge våben til deres frænder i de selvudnævnte løsrivelsesrepublikker. Blandt leverancerne er pansrede køretøjer, artilleri, antiluftskyts og kraftige kampvogne.



























