Den amerikanske præsident Barack Obama var bevæget, da han fortalte offentligheden, at to vestlige gidsler - en amerikaner og en italiener - ved et uheld blev dræbt i januar i forbindelse med et droneangreb på al-Qaeda i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan.
»Som præsident og øverstbefalende tager jeg det fulde ansvar for alle vores antiterroroperationer - herunder den, der uforvarende tog livet af de to bortførte. Jeg beklager dybt, at det er sket. På vegne af den amerikanske regering tilbyder jeg en dybfølt undskyldning til familierne«, sagde Obama blandt andet.




























