Roger Godsif ligner en mand, der er dumpet ned fra en anden planet. En stor hvid albatros med en skare af spurve, der løber omkring ham. En mand i skjorteærmer omgivet af børn og kvinder i tørklæder.
Den 68-årige Labour-politiker, der har siddet i parlamentet siden 1992, er mødt op foran den lokale primary school for at overbevise vælgerne om, at de skal sætte kryds ved Labour, når de på torsdag møder frem for at stemme ved det britiske parlamentsvalg.




























